
I 2011 udgav Annette Jakobsen bogen ”Hvis suk var luftballoner” hvor hun fortæller om flygtningelejren ved Gl. Rye. Bogen bygger på samtaler og film- og lydoptagelser fra omkring 30 tyske flygtninge og 20 danskere, som har arbejdet i eller boet i nærheden af lejren.
Flygtningelejren ved Gl. Rye var en af de største lejre i Danmark og husede mere end 10.000 tyske flygtninge, der i de sidste krigsmåneder flygtede i panik for den fremrykkende sovjetiske hær i Østprøjsen. Kort tid efter befandt de sig bag pigtråd i det land som deres landsmænd i 5 år havde holdt besat, og det blev et møde på godt og ondt for begge parter. Annette Jakobsen vil med baggrund i sin bog tage os med på en rejse fra Østprøjsen til Danmark.
Foredraget om flygtningelejren holdes på Hovedgård Bibliotek tirsdag den 27. september. Aftenen begynder kl. 19 og er arrangeret af biblioteket i samarbejde med Brugernævnet. Billetter a 40 kr. kan købes på www.horsensbibliotek.dk eller på et af kommunens biblioteker.