
Finanslovsforhandlingerne er i fuld gang, og Folketingets politiske partier møder frem til forhandlingerne med partiernes forskellige ønsker og mærkesager.
Landsbyerne har også ønsker til den kommende finanslov, f. eks. at vore forsamlingshuse kommer på finansloven
Intet andet land har som Danmark sine mange forsamlingshuse, bygget og drevet af lokalbefolkningen.
I mere end 125 år har forsamlingshusene været landsbysamfundenes dagligstue. De gamle huse har dannet en naturlig ramme om utallige aktiviteter og det folkelige fællesskab.
Forsamlingshusenes stolte historie er formet af ildsjæle, der lod sig inspirere af tiden, og som satte sig uudslettelige spor i lokalsamfundene og i samfundsudviklingen.
Forsamlingshusene har været en altafgørende inspirationskilde for den folkelige kultur og for demokratiets udvikling. En rolle som forsamlingshusene også har i 2014.
Men desværre kniber det med økonomien for flere og flere af de gamle huse.
Forsamlingshusbestyrelserne har ikke penge til store og nødvendige investeringer, så som nyt tag, nye vinduer, indendørs renovering, effektivt varmeanlæg, gode sanitære forhold, nyt køkken osv.
Resultatet er, at 50 af vore ca. 1300 forsamlingshuse i løbet af de sidste 10 år har måttet dreje nøglen.
Bestyrelserne gør ellers, hvad de kan for at holde forsamlingshusene i gang, og mange frivillige timer bliver lagt i den daglige drift og vedligeholdelse.
Også kommunerne er forsamlingshusene venligt stemt. Men de kommunale tilskud rækker ikke langt. Ligeledes støtter flere LAG-bestyrelser med midler til f. eks. en opvaskemaskine eller et nyt oliefyr. Men til de store investeringer hjælper kommunernes og LAG-bestyrelsernes tilskud slet ikke.
Landsbysamfundene skal derfor opfordre Folketingets politiske partier til at sætte forsamlingshusene på finansloven. Forsamlingshusene skal bevares.