Fra sygeplejerske-stress og bureaukrati til frihed og ro med fodterapi



Klinikken drives af Christina Enemark, der efter mere end 10 år som sygeplejerske, med stress-fyldte arbejdsdage og mangel på tid og kvalitet til patienterne, for halvandet år siden sadlede om for at blive statsautoriseret fodterapeut og selvstændig.
 - På den måde, kan jeg stadig bruge min uddannelse som sygeplejerske i kontakten til mine patienter, men nu med en kæmpe viden om fødder og fodterapi oveni, siger Christina og fortsætter:
 - Nu er det mig der sætter dagsordenen og den behandling mine kommende patienter vil få, vil være præget af både ro, varme og professionalisme.
 Klinikken har til huse på Sønderbrogade 43 i tilbygningen til Revisionskontoret i Horsens. Der er indgang fra Jyllandsgade - lige overfor kiosken - og der er gratis parkering i både Jyllandsgade og Bjerregade samt enkelte p-båse lige udenfor ejendommen på Sønderbrogade.
 Christina har haft stor hjælp til etablering af klinikken fra sin mand, Kasper Enemark, der siden år 2004 har drevet Revisionskontoret i Horsens, og som har masser af erfaring med det at være selvstændig samt at rådgive herom.
 Kasper fortæller, at han igennem de seneste 12 år har rådgivet utallige kunder, om det at være nyopstarter, men det har alligevel været en lidt anderledes oplevelse, når det var ens egen hustru man skulle vejlede.
 - Jeg glæder mig til at mærke den ekstra summen af liv, der bliver i vores lille ejendom, og jeg er spændt på, hvilke kommentarer kunderne i huset vil komme med, oven på vores lille Revisor-Fodterapi-fusion. Men hvis jeg bliver omtalt som ”Revisoren der har Fod på tingene”, så vil jeg da klart tage det med et smil, siger Kasper Enemark.
 Christina fortæller at mange mennesker tror at fodterapeuter er sådan nogle lidt nørdede damer der ordner fødder på ældre mennesker, men det er ærgerligt for vi kan så meget mere.
 - Der er jo en grund til, at det kræver en uddannelse på fuld tid i halvandet år på S.U. at blive statsautoriseret fodterapeut, og når vi fodterapeuter slår os på at ”ingen ved mere om fødder”, er det faktisk sådan det er. At gå til fodterapeut er meget andet end negleklip og fjernelse af hård hud. Vi er uddannede til at varetage fodterapien og plejen af fødder på diabetikere, mennesker med svære gigtrelaterede lidelser, svære fejlstillinger, sår, kredsløbslidelser, hudsygdomme, behandling af fodvorter og meget mere. Vi tænker forebyggende og rehabiliterende.
 - Vi er også uddannede til at lave bøjler i fjederstål, der kan rette nedgroede negle, mange forskellige slags aflastninger og individuelt fremstillede indlæg, der kan korrigere, optræne, støtte og aflaste. Der er producenter på markedet, der masseproducerer indlæg, som efter deres udsagn skal kunne hjælpe alle slags fødder. Men det kan et indlæg der er masseproduceret ikke. Alle fødder er nemlig forskellige, og man kan risikere ikke at få nogen som helst gavn af sådanne såler. Enkelte vil synes de er udmærket, og så er det jo fint, men fødderne er en meget kompliceret kropsdel, der er designet til at bære os hele livet. De er ret genialt udtænkt og fortjener omsorg, pleje, opmærksomhed og respekt, siger Christina.
 - Mange af os tænker slet ikke på vores fødder, før vi har fået problemer med dem. Mange er heller ikke klar over at mange knæ, hofte og rygsmerter kan stamme fra fødderne. Men de er jo altså kroppens fundament, og er der problemer der, vil det ofte forplante sig til andre kropsdele. Om ikke så længe har jeg fået lavet værksted i kælderen i dette gamle, skønne hus, og kan så også tilbyde indlægsfremstilling. Et område, hvor man som fodterapeut virkelig kan gøre en forskel. Både for barnet eller teenageren med platfod eller hulfod, der klarer sig mindre godt i idrætstimerne fordi han/hun får ondt i fødderne/achillessenen ved sport,  løberen der får knæsmerter under løb, den ældre med ondt i leddene og mange flere. Faktisk vil de fleste kunne have stor gavn af individuelt fremstillede indlæg og det er område, hvor vi som faggruppe ikke har været dygtige nok til at promovere, hvad vi kan.
 - Jeg håber på at komme til at bidrage til at få vendt dette, og jeg nyder at have lært dette utroligt spændende håndværk. Vi ved også masser om sunde sko til alle slags fødder, cremer til pleje af fødderne og fodgymnastik. Men der vil også i min klinik være wellness tilbud til dem som kommer for at blive sandalklare eller bare vil forkæle sig selv og samtidig passe godt på sine fødder.
 - Som sygeplejerske har jeg arbejdet med alle slags mennesker, da jeg både har været hospitalssygeplejerske, fængselssygeplejerske, psykiatrisk sygeplejerske og hjemmesygeplejerske. For mig har relationen med- og respekten for det enkelte menneske altid været meget vigtigt i min tilgang, og det vil mine kommende patienter helt klart komme til at mærke. En fortravlet sundhedsmedarbejder får sjældent den der særlige kontakt til og indblik i, hvad lige netop mennesket overfor vedkommende har med sig og har brug for og derfor sætter jeg god tid af til hver behandling. Her er stressfri zone, og det skal det blive ved med at være.
 - Derfor har det også været vigtigt for mig i indretningen af klinikken at her er hyggeligt, rart at være og den hvide kittel er derfor heller ikke at finde i mit arbejdstøj mere, slutter Christina Enemark.
 Klinikken holder en lille åbningsreception på fredag den 18. november kl. 15.00 til 18.00, hvor alle er velkomne til at komme og se de nye lokaler, møde Christina og Kasper og få lidt godt til ganen samt naturligvis mere viden om, hvad fodterapi er og hvad klinikken kan tilbyde.

smileyGiv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

Ringvej Syd
29. maj 2025