
Skolerne i Horsens Kommune har, som led i skolereformen, indført lektiecaféer og understøttende undervisning, hvilket har gjort skoledagen længere for langt de fleste elever. For mange elever har det givet rigtig god mening, mens det for andre elever har været/er en udfordring. Undersøgelser viser nemlig, at børns indlæringsevne i ydertimerne falder drastisk på grund af træthed, koncentrationsproblemer samt manglende motivation.
I Liberal Alliance er folkeskolerne i Horsens Kommune en hjertesag for os, og vi har som målsætning at være med til at løfte kvaliteten. Vi ønsker at give mere frihed og selvbestemmelse til den enkelte skole, og samtidig virkelig lytte til de ønsker der kommer fra lærer, elever og forældre.
Vi stillede derfor som forslag til budgetaftalen for 2017, at Horsens Kommune skulle afgive beslutningskompetencen vedrørende den understøttende undervisning, og lade den overgå til skolerne. Forslaget gik i alt sin enkelthed på, at den enkelte skole suverænt, selv skal kunne bestemme om de vil konvertere den understøttende undervisning om til to-læreordning – selvfølgelig ud fra en faglig og pædagogisk vurdering.
To-læreordninger giver en række muligheder for at sætte ekstra fokus på elevgrupper med særlige behov. Denne ekstrabemanding kan eksempelvis bruges til at dele klasserne op i hold, så de fagligt stærke elever kan få ekstra udfordringer en dag. Eller de, der ikke kan sidde stille, kan få lov til at lære i bevægelse en anden dag. Ordningen er selvfølgelig også oplagt for de elever der er udfordret i specifikke fag, og som har brug for ekstra hjælp.
Selvom 71 af landets 98 kommuner har åbnet op for denne mulighed, ønsker Horsens Kommune desværre ikke at give skolerne denne frihed, hvilket for os er uforstående. Derfor kom Liberal Alliance også kun delvist igennem med vores budgetforslag, så ordlyden i budgetaftalen blev ”forsøg med to-lærerordning på bl.a. Østbirk Skole har vist gode resultater. Forligspartierne ønsker derfor, at der sættes fokus på modellen som et aktivt redskab i inklusionsindsatsen”.
I Liberal Alliance vil vi fortsat kæmpe for, at give mere frihed og selvbestemmelse til den enkelte skole. Vi er grundlæggende af den opfattelse, at det er lærerne og forældrene der kender elevernes behov, og det er skolerne selv der ved hvordan man driver skole – ikke forvaltningen!