Knud Christensen på Burgårdevej udstillede tre dyr af racen Skotsk Højlandskvæg og fik en ærespræmie, mens hans nabo, Erling Petersen, sammen med sønnen, Jens Thaysen, udstillede tre dyr af den franske Limousine-race. Mogens Stendal bor på Højdedraget tæt på Bryrup, og han udstillede fire dyr af Skotsk Højlandskvæg. Det gav tre ærespræmier.
Knud Christensen udstillede to skotte-kvier på godt 1 år og en kvie på godt 2 år. To af kvierne var helsøskende og alle tre havde samme far. Han ejer besætningen Loddenborg Highland Cattle med i alt cirka 40 skotter.
Mogens Stendal udstillede to tyre og en kvie på godt 1 år samt en seks år gammel ko med kalv. I hans besætning, SassoHighs, er det i alt cirka 30 skotter.
Erling Petersen og sønnen Jens Thaysen samarbejder til daglig med deres limousiner. De udstillede to helt unge kvier på 8 måneder samt en ældre kvie på godt 2 år. Erling Petersen ejer besætningen Vinding Limousine, og Jens ejer besætningen Stenbjerg Limousine ved Østbrik. De har i alt cirka 20 moderdyr plus opdræt.
Mange limousiner
Der var over 100 af de gylden-gule limousiner på Landsskuet. Raceforeningen havde inviteret en kvindelig dommer, Jeanne Orlianges, fra racens hjemland, Frankrig. I et stærkt hold på seks unge kvier, fik de to fra Vinding en fornem placering som nummer to og tre i holdet, og dommeren fremhævede de to kviers høje kvalitet. Den ældre kvie blev i et stærkt hold nummer 4 ud af 5, Kvien har det pollede gen, som gør dyrene ikke får horn. Denne egenskab lihar ingen betydning for bedømmelsen, men inden for limousineracen er der stor efterspørgsel efter avlsdyr med denne kvalitet.
Ærespræmier og hæder til skotterne fra Vinding
Der var tilmeldt 24 skotter, så de syv dyr fra Vinding fyldte pænt på udstillingen, hvor besøgende og andre avlere lagde mærke til Vinding-skotternes fine kvalitet. Det gjorde den engelske dommer, Boomer Birch, også. Han lagde ud med at bedømme et hold med seks unge kvier på godt et år. Knud Christensen fik fløjen med en stor, gul kvie med kødet de rigtige steder. Mogens Stendals elegante, sorte kvie fulgte efter som nummer 2, mens en sort kvie fra Knud Christensen sluttede det stærke hold af.
Knud Christensens sorte kvie på 2 år fik en flot 2. plads i sit hold, hvor dommeren senere udpegede fløjkvien som bedste skotte på udstillingen.
Da man kom til bedømmelse af køerne, der alle mødte med en kalv ved siden, var dommer Birch ikke i tvivl: Bedste ko var den fra Mogens Stendal, og det var ikke mindst den fantastiske kalv, der gjorde udslaget. I 2005 blev koens mor i øvrigt også udpeget som ”Skuets Bedste”. Koens far, Carlos di Sasso, blev bedste skotte ved Landsskuet i 2011 og 2012. – Jo, i avlen betaler det sig at satse på de bedste avlsdyr!
Den ene af de to unge tyre fra Mogens Stendal blev Bedste Ungtyr under to år. De to tyre var i samme hold og blev nummer et og to.
Der var en flot ærespræmie til Knud Christensen for en gule kvie, mens Mogens Stendal havde tre ærespræmier med hjem: For den kulsorte kvie (der meget logisk har navnet Lakrids), for den unge tyr samt for koen med kalv.
Gruppekonkurrencer
Hver besætning kan møde med to dyr til en konkurrence om Bedste Par. De to tyre fra Mogens Stendal blev her nummer to, mens Knud Christensen blev nummer x med de to unge kvier.
Hver besætning skal møde med mindst tre dyr til en besætningskonkurrence. Kvien og de to tyre fra Mogens Stendal, løb med sejren. Dommeren kommenterede afgørelsen og ”lovede” alle tre dyr en stor fremtid i avlen, og han syntes ikke, han kunne finde fejl ved nogen af dem. – Sådanne kommentarer kan en avler jo godt lide at høre!
Da Knud Christensens tre dyr havde samme far, deltog de i konkurrencen om Bedste Afkomsgruppe – og vandt! Dommeren fremhævede de ensartede kvaliteter, som dyrenes far havde sat på afkommet.
Når sagen er bøf!
Jens Thaysen havde sammen med Landsskuet taget initiativ til gøre opmærksom på udskæring og kvaliteten af Dansk Kødkvæg. To gange dagligt viste slagter Jens Jannich fra Solrød og Jens Thaysen, hvor de forskellige kødstykker sidder på dyrene. Hvor sidder den gode bøf? Og hvilke oversete udskæringer bliver fremragende ved den rigtige tilberedning?
Jens Thaysen fortalte, hvordan man via avlen på Limousiner, optimerer på det gode stykke kød og får mere kød på dyret – der hvor forbrugerne ønsker det. Med andre ord: Sikrer en spisekvalitet helt i top.
De to eksperter fortalte også om, hvordan dansk kød skiller sig ud fra kød fra andre dele af verden, og hvorfor det er vigtigt, at forbrugeren er opmærksom på kødets oprindelse, når du står ved køledisken. De kom også omkring fordele ved lokalt producerede varer og fokus på dyrevelfærd.
Udskæringerne blev tegnet på dyret, så det blev en levende oplevelse at se, hvor udskæringerne sidder. Mange retter er gået i glemmebogen i det moderne køkken, men Jens Jannich kom med mange tip til, hvordan man nemt og lækket nemt kan grille for eksempel bovstege og tværreb, som mange ellers blot hakker.
Hele forestillingen blev serveret med en teskefuld humor, en knivspids seriøsitet og selvfølgelig en stor kop tricks, som tilhørerne tog med hjem i køkkenet.
Skotterne fra Vinding laver naturpleje
Knud Christensen og Mogens Stendal har et tæt samarbejde i det daglige. Det omfatter selve avlsarbejdet, hvor de pt. ejer en af racens bedste avlstyre i fællesskab, men også omkring det praktiske, når dyr skal flyttes til en ny fold, dyr skal vejes eller klovbeskæres. Sammen laver deres to besætninger naturpleje på tæt ved 100 hektar i Det Midtjyske Søhøjland. På grund af Skotsk Højlandskvægs nøjsomhed er racen særligt velegnet og efterspurgt til naturpleje. I sommerhalvåret ser vi derfor skotter afgræsse arealer ved blandt andet Bryrup Langsø, Kirsebærdalen i Bryrup, langs Salten Å ved Løndal samt i Vrads Sande. Afgræsningen sker i et fint samarbejde med Silkeborg Kommunes Teknik- og Miljøafdeling.