
Melodi Grand Prix 2016 foregår i Forum, Horsens, den 13. februar. Foto: DR Design
Morgengymnastik. Kagebagning. Radiodebat. Sang og dans. Der er mange muligheder at udfolde sin Grand Prix-ånd på, når Horsens Kommune inviterer befolkningen og sine indbyggere til en lang række forskellige aktiviteter og arrangementer i forbindelse med Melodi Grand Prix 2016, der finder sted i netop Horsens.
Der er foredrag for de voksne, Skole Grand Prix for børnene – foruden de mange aktiviteter, hvor hele familien kan deltage.
”Jeg er både stolt over og utrolig glad for, at vi endnu en gang får en enestående mulighed for at markere os på det nationale oplevelseslandkort. I Horsens elsker vi fest og farver, og jeg kan love, at vi sammen med DR og i tæt samarbejde med mange af vores egne foreninger, institutioner og borgere vil gøre alt for at skabe en kæmpefest i ugerne og dagene op til Melodi Grand Prix – og MGP, der bliver afholdt ugen efter,” fortæller Peter Sørensen, der er borgmester i Horsens Kommune.
DR flytter til Horsens
I blandt de mange Grand Prix-aktiviteter finder man et par kendinge fra DR. Micki Cheng, vinder af ’Den store jule- og nytårsbagedyst 2015’, er vært for en ’Grand Prix Kagedyst’ og Barthelot, der normalt står for ’Morgengymnastik på DR3’, er rejst til Horsens for at varme indbyggerne op, inden man kan se selve showet på DR1 eller høre det på P4 lørdag aften klokken 20.00.
Der er Skole Grand Prix for byens yngste borgere. Der er International Song Contest på spillestedet Kulisselageret i Horsens, og begge gange er det sangerinden Szhirley, der er vært – og på P1 bliver Grand Prix’ets relevans i forhold til samfundet og public service diskuteret midt på gågaden i Horsens.
”DR er meget glade for, at Horsens har haft lyst til at være Årets Grand Prix By 2016. Ud over et samarbejde om afviklingen af de to store tv-show i Forum, Horsens, så indebærer det også en lejlighed til i fællesskab at bruge opmærksomheden både lokalt og nationalt ved at sætte fokus på de mange positive værdier, der ligger i musikken generelt, og til at mange mennesker i fællesskab kan få en masse gode oplevelser ved en række musikkulturelle aktiviteter,” forklarer Søren Therkelsen, der er chef for co-produktioner og partnerskaber i DR Kultur.
Her er et udpluk af aktiviteter og arrangementer i Grand Prix-byen
Den 11. februar: Debat om Grand Prix – live på P1 klokken 12.00, Søndergade/KUBEN. Alle er velkomne til at overvære debatten, hvor Keld Heick og Niels Mosumgaard er blandt debattørerne.
Den 12. februar: Grand Prix-gymnastik med Barthelot fra ’Morgengymnastik på DR3’ klokken 10.00, Søndergade/KUBEN.
Den 12. februar: Skole Grand Prix klokken 12.00-15.00, Horsens Ny Teater. Szhirley er vært.
Den 12. februar: ”Kom og Dans”, den lokale danseforening, danser til Grand Prix-musik klokken 16.00-17.00, Bytorvet Horsens.
Den 12. februar, aften: International Song Contest – arrangeret af VIA, Horsens Ny Teater/Kulisselageret. Szhirley er vært.
Den 13. februar: Grand Prix-gymnastik for hele familien med Barthelot klokken 10.00, Søndergade/KUBEN – der er præmier til dem, der har den bedste gymnastikudklædning.
Den 13. februar: Grand Prix Kagedyst med Micki Cheng, fra ’Den store bagedyst 2015’, klokken 13.00, Bytorv Horsens.
Den 13. februar: Melodi Grand Prix klokken 20.00, Forum, Horsens. Showet bliver transmitteret live på DR1 og P4.
Klik her og bliv ven med Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook!