
Horsens byråd besluttede forleden at gennemføre den efterhånden omdiskuterede Midtbyplan, alle partier undtagen Enhedslisten, sagde ja til planen i forbindelse med budgetforhandlingen.
Planen betyder at ca. 8000 studerende fra Via Univercity rykker ind på Campusgrunden (slagterigrunden) ved banegården og andre har også vist interesse herunder Social- og Sundhedsskolen og Learnmark.
Tænk på hvilket liv det skaber i Horsens, og hvilken lettelse det bliver for de studerende, der pendler til og fra Horsens. Det sikrer, at de nuværende uddannelser bliver i Horsens og desuden vil det være lettere at tiltrække nye studerende med Campusgrunden og banegården beliggende side om side.
Det betyder at det nuværende rådhus må vige eller blive en del af nyt stort butiks- og oplevelsescenter. Men husk det er kun rådhusets administrative personale, der flytter ud på Via. Borgerservice, som jo har den borgernære kontakt og Biblioteket, bliver en del af oplevelsescentret. Jeg kan sagtens forstå at nogen har endog meget varme følelser i forhold til rådhuset, men det er nu engang prisen, der må betales, for at dette enorme udviklingsprojekt kunne blive til virkelighed for Horsens by i fremtiden.
Den massive tilgang af borgere til Horsens, kræver dels byfortætning, det vil sige primært byggeri i højden koncentreret omkring centrum samt lavt byggeri af forskellig art båd i syd, vest, øst og nord. Denne proces er allerede i fuld gang.
Dette kræver naturligvis også en forbedret og fremtidssikret infrastruktur, og således er der over en årrække afsat 500 millioner kr., der blandt andet skal bruges til at udvikle en ring omkring byens centrum, så man nedsætter trafiktrykket i midtbyen.
Slutteligt vil jeg lige nævne at Åen påtænkes tilbage til midtbyen, hertil er der afsat 34 millioner over de næste 4 år til at sparke projektet i gang. Tænk over de muligheder det giver for borgerne, sejlerne, detailhandlen og forskellige investorer i byggeri, cafeliv m.m.
Visionære beslutninger er truffet og bliver ført ud i livet de kommende år.
Jeg er stolt over at være horsensianer i et byråd, ført an af en særdeles kompetent og fremadskuende borgmester Peter Sørensen.