Horsens-image holder højt niveau



Danskernes opfattelse af Horsens som oplevelses- og kulturby har stabiliseret sig på et højt niveau, og Horsens Kommunes store kulturinstitution, Fængslet, bidrager fortsat positivt til byens og kommunens omdømme.
 Det viser den seneste imageundersøgelse, analysefirmaet AIM Create har foretaget for Horsens Kommune. Et repræsentativt udsnit af danskere over 18 år bosiddende uden for Horsens Kommune er blevet spurgt: ”Hvad er det første, du kommer til at tænke på, når jeg siger Horsens?”
 40 pct. af svarene lyder ”kulturby/koncerter” – mod 36 pct. i 2014-undersøgelsen - mens 40 pct. siger ”statsfængslet/fængslet” – mod 45 pct. året før. Til gengæld viser et tillægsspørgsmål omkring FÆNGSLET, at 56 pct. af de personer, der har svaret fængslet, forbinder det med noget positivt – mod 52 pct. året før - mens andelen, der forbinder fængslet med noget negativt, er faldet til ni pct. mod 11 pct. i 2014.
 Imageundersøgelsen er lavet hvert år siden år 2000 for at få konkret viden om virkningen af arbejdet med at ændre danskernes opfattelse af Horsens – altså arbejdet med at forbedre kommunens image og skabe et brand, der medvirker til at skabe vækst.
 Da The Nielsen Company foretog undersøgelsen i år 2000 svarede blot to pct. af danskerne ”kulturby/museer/festivaler/koncerter”.
 - Vi har i Horsens Kommune i mange år arbejdet målrettet på at forbedre kommunens image, fordi vi her en klar målsætning om Horsens skal være en vækstkommune - både i forhold til bosætning og i forhold til at tiltrække virksomheder og skabe flere arbejdspladser. Branding af vores kommune skaffer ikke vækst i sig selv – men det gør et positivt image kombineret med lave hus- og grundpriser, beliggenhed ved motorvejen og tæt ved Aarhus, gode servicetilbud, smuk natur og så videre. Horsens’ forbedrede image og forvandlingen fra fængselsby til oplevelsesby har ændret Horsens fra at være et ”no choice” til et positivt tilvalg, siger borgmester Peter Sørensen.
 Han tilføjer, at rigtig mange gerne vil bo i Horsens kommune, og at mange tænker positivt om Horsens.
 - Det viser sig også ved, at rigtig mange af vores unge vender tilbage til Horsens Kommune efter eksempelvis endt uddannelse i en anden kommune. Faktisk viser statistikken, at vi er nr. to i Danmark i forhold til hvor mange unge, der vender hjem efter at have været ”udrejst” i mindst to år, siger Peter Sørensen.
 2015-målingen viser også, at der hele tiden skal arbejdes intensivt med at fastholde og øge kendskabet til Horsens som kultur- og oplevelseskommune. I 2015 var både store og små koncerter, motorcykelfestival, Vild med Dans-finale i Forum Horsens, et speedway grand prix på CASA Arena, Krimimesse og mange andre arrangementer medvirkende til at holde gryden i kog.

yesKlik her og følg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025