Et stigende antal mænd vil være social- og sundhedshjælpere eller -assistenter i Horsens Kommune.
Mændenes argumenter for at søge ind på de ellers kvindedominerede arbejdspladser går blandt andet på, at de gerne vil give omsorg og nærhed til ældre.
- Vi oplever, at et stigende antal mænd søger ind til plejen, og de træffer et bevidst valg om at gøre det. Uddannelsen er håndgribelig og tydelig, og den giver mening for dem, siger uddannelseskonsulent Hanne Christensen, Horsens Kommune.
Hun tilføjer, at en del af mændene har taget andre uddannelser, inden de vælger Social- og Sundhedsskolen.
Det gælder også de mandlige social- og sundhedshjælpere, som er ansat på Plejecenter Nørrevang ved Horsens.
38-årige Kristian Eriksen var folkeskolelærer i København, inden han skippede skoleverdenen til fordel for plejen af ældre mennesker.
- Jeg hang på en eller anden måde fast i jobbet som lærer, men det var først, da jeg oplevede min mors sygdomsforløb på et plejehjem, at jeg kom helt tæt på den verden og besluttede mig for at blive en del af den. Det giver mening for mig at være noget for nogen – at give nærhed og omsorg - og det ønske får jeg til fulde opfyldt her, siger Kristian Eriksen.
Han tilføjer, at der også er en del pædagogik i arbejdet som plejer.
Selvfølgelig skal jeg ikke lære plejehjemsbeboerne tysk grammatik. Her gælder det mere dagligdags gøremål, men det er fuldt ud tilfredsstillende at ”lære de ældre at lære.”
Også den 44-årige social- og sundhedshjælper John Jørgensen har en helt anden baggrund fra et 20 års langt arbejdsliv som ufaglært på en møbelfabrik.
- Da jeg mistede mit job under finanskrisen, gik min drøm om at arbejde i plejen pludselig i opfyldelse. Jeg kom i praktik her på Nørrevang og søgte ind på Social- og sundhedsskolen. Jeg var imidlertid uvant med at sidde på skolebænken, men heldigvis skubbede min leder på, så jeg fuldførte uddannelsen.
Ifølge assisterende områdeleder Henrik Brandt kan mænd spille en særlig rolle for det psykiske arbejdsmiljø:
- Mænd bruger ofte humoren til at bringe ro over en situation. Den evne har en positiv virkning både på beboerne og det øvrige kvindelige personale. Men selvom jeg er rigtig glad for, at flere mænd søger job i plejen, så vil det altid være de faglige og personlige kompetencer, der tæller mest.
Der er 20 beboere på Plejecenter Nørrevang.
Klik her og bliv ven med Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook!