Horsens løfter juniorgolfen i flok



Juniorer fra de to golfklubber.

I forbindelse med at Horsens Kommune netop har forlænget samarbejdsaftalen med Team Danmark for de kommende fire år, har en af de ”nye” idrætsgrene i aftalen allerede iværksat et nyt talentprojekt.
 Golf er en lokalt prioriteret idrætsgren i aftalen med Team Danmark, og de to lokale golfklubber - Stensballegaard Golf klub og Horsens Golfklub - har i samarbejde med bl.a. Dansk Golf Union allerede iværksat et spændende samarbejde på tværs af klubberne med særligt fokus på at skabe et unikt talentmiljø.
 Samarbejdet omfatter både fokus på specifik golftræning med dygtige trænere fra samarbejdsklubberne men omfatter også sessions med fokus på skadesforebyggende træning, fokus på mental træning – og ikke mindst at fastholde de mange unge talenter, der allerede er at finde i de respektive klubber.
 Nikolaj Broström, eliteidrætskoordinator i Horsens Kommune siger:
 - Stensballegaard Golf Klub og Horsens Golfklub er på mange måder et godt billede på, hvorfor Horsens Kommune har et samarbejde med Team Danmark. I dette tilfælde er to klubber gået sammen om at udvikle et talentmiljø på højest muligt niveau. At klubberne på denne måde kan understøtte hinanden uanset klubfarver er unikt. Det er et initiativ, som kommunen – i relation til Team Danmark aftalen - kun kan bakke op om.
 Hans Lomholt, Junior- og elitechef Horsens Golfklub udtaler:
 - Jeg ser frem til et spændende og frugtbart samarbejde mellem DGU, Horsens Kommune, Stensballegaard Golfklub og Horsens Golfklub. Det vil få positiv indflydelse på golfsporten i Horsens Kommune, ikke bare for de trænende men også for begyndere, der ønsker at stifte bekendtskab med golfen for første gang. Den konstellation, vi har fået op at stå, vil løfte golfsporten i Kommunen og gennem udvikling af bredden skabe et super elitemiljø, hvor vi på sigt vil kunne sætte endnu større aftryk på golflandkortet i Danmark.
 Jesper Keis Hansen, Formand Juniorudvalget Stensballegaard Golfklub udtaler:
 - Vi er i Stensballegaard Golfklub rigtig glade for, at der er kommet et samarbejde i stand med Horsens Golfklub. Med opbakning fra DGU (Dansk Golf Union), Horsens Kommune og aktive frivillige i vores juniorudvalg står vi stærkt med nye spændende træningstilbud til både junior-elite og –bredde. Vi håber at dette samarbejde er begyndelsen til flere fremtidige klub-samarbejder til fælles gavn for alle juniorgolfere i Horsens og omegn.
 Ifølge Christian Møller, Udviklingskonsulent, Dansk Golf Union er det glædeligt for Dansk Golf Union at se, hvordan to naboklubber kan og vil arbejde målrettet for at forbedre forholdene for de unge golfspillere.
 - At Horsens -og Stensballegaard Golfklub i samarbejde ønsker at øge interessen, mulighederne og dermed udviklingen af juniorgolf - heriblandt talentarbejdet - i Danmark, er naturligvis noget, vi priser velkomment. Morgendagens golfstjerner kommer ikke af sig selv. Derfor er det vigtigt at fokusere på fundamentet før talentet. Et fundament der danner grundlag for et miljø, der først og fremmest skal være sjovt at færdes i. Samtidig ved vi, at sociale relationer samt udvikling af færdigheder har stor betydning for, om de unge trives og dermed bliver i golfsporten. Jeg er sikker på, at dette tiltag, indeholdt den portion erfaring begge klubber kan bidrage med, kun øger muligheden for at skabe attraktive udviklingsmiljøer for dansk juniorgolf.

Fælles træning og Åbent Hus
Tirsdag den 10. maj inviterer Stensballegaard Golfklub til træning for alle juniorer kl. 17.00 samt Åbent Hus fra kl. 17.30 for alle interesserede juniorer fra 5-17 år.
 Torsdag den 9. juni er det Horsens Golfklub, der inviterer til træning for alle juniorer kl. 17.00 samt Åbent Hus for alle interesserede juniorer fra 5-17 år.
 På åbent hus dagene er der gratis låneudstyr stilles til rådighed for nye interesserede juniorer.

yesGiv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

Ringvej Syd
29. maj 2025