
En 28-årig mand fra Horsens blev i dag, torsdag den 3. marts, idømt to års ubetinget fængsel i Retten i Horsens for at have opbevaret 334 kilo hash. Han opbevarede hash’en i en kortere periode, og hans pris for at opbevare den var 20.000 kr.
De 334 kilo hash blev fundet i et kælderrum i en ejendom i Horsens centrum. Ejendommen var til salg, og hash’en blev fundet, da en ejendomsmægler var ved at fremvise ejendommen til potentielle købere. Kælderrummet var lejet af den nu dømte mand på 28 år.
Anklager fra Sydøstjyllands Politi Nina Rhode udtaler efter dommen: ”Jeg er tilfreds med dagens dom fra Retten i Horsens. Dommen ligger dog i den lave ende, og det skyldes, at retten lagde vægt på, at den dømte alene har opbevaret de 334 kilo hash og ikke skulle foretage sig andet som for eksempel at sælge hash’en videre eller have del i overskuddet.
Den 28-årige mand har indtil dommen været varetægtsfængslet i en måned. Han valgte ikke at anke dommen og har i dag derfor modtaget sin dom på to års fængsel. Han er fortsat varetægtsfængslet efter dommen.
Sagen er efterforsket af Task Force Vest. Anklager i sagen fra Sydøstjyllands Politi i sagen var Nina Rhode.
Task Force Vest, er en særlig enhed, der proaktivt efterforsker rocker - og bandekriminalitet, organiseret indbrudskriminalitet, hælerier og hjemmerøverier. En efterforskning hører hjemme i Task Force Vest inden for disse kategorier af kriminalitet, hvis den antages at være organiseret, overskride grænser mellem politikredsene og efterforskningen er fremadrettet.
Task Forcen er sammensat af medarbejdere fra Fyns politi og de jyske politikredse og decentralt organiseret med sektioner i hver af de nævnte politikredse. Task Force Vest har hovedsæde i Horsens og ledes operativt af politiinspektør Brian Olsen, Sydøstjyllands Politi.