
De 25 borgere ses her uden for deres nye bygning, som både omfatter et stort køkken, kantine og toilet- og badefaciliteter. Foto: Per Algreen/Horsens Kommune.
På det økologiske landbrug Hanstedholm lidt uden for Horsens har en spritny og funktionel bygning erstattet de gamle og utidssvarende.
Det betyder, at de 25 borgere med funktionsnedsættelse - for eksempel psykisk udviklingshæmmede - der er ansat i støttet beskæftigelse - og personale nu har fået tidssvarende personalefaciliteter.
Det skal fejres, og den nye bygning indvies fredag den 8. december kl. 9.30, hvor blandt andre borgmester Peter Sørensen vil tale.
I forbindelse med det nye byggeri har stedet også skiftet navn fra Økologisk Produktions Højskole (ØPH) til Hanstedholm Økologisk Landbrug, og det er der en grund til, fortæller Cate Kristiansen, der er chef for Handicap, Psykiatri og Socialt Udsatte:
- Hanstedholm fungerer ikke længere som produktionshøjskole men er i dag et velfungerende økologisk landbrug med 25 dygtige borgere tilknyttet den daglige drift. Det vil vi gerne markere med et navneskifte.
Driften af Hanstedholm Økologisk Landbrug er led i Horsens Kommunes målrettede indsats for at få så mange udsatte borgere ud på arbejdsmarkedet som muligt.