Indvielse af lokal Gudenåsti med vandreture til Klostermølle



Lørdag den 6. oktober fra kl. 13-15 er der guidede vandreture af de afmærkede ruter fra Sankt Sørens Kirke, Sdr. Vissing Kirke og Voervadsbro til Klostermølle. På Klostermølle er der fra kl. 13 aktiviteter for alle med kanosejlads, bålaktiviteter, bueskydning og smagsprøver på vildt. Kl. 15 afvikles den officielle indvielse med taler og sang. 

Lokale frivillige løfter lokalområde

På strækningen fra Voervadsbro i Horsens Kommune til Emborg Bro i Skanderborg Kommune er en ca. 17 km lang delstrækning af Gudenåstien nu klar til indvielse. Gudenåstien er afmærket med røde pile og prikker.

Lokale frivillige fra Voervadsbro, Voerladegaard og Sdr. Vissing har gjort deres lokalområde synligt ved at afmærke og formidle vandreturene. I tilknytning til Gudenåstien er der afmærket flere lokale ruter med gule pile og prikker.

Vandreruter gennem Danmarks smukkeste istidslandskaber

Ruten 'Klostermølle Rundt' præsenterer den smukke statsejede ejendom ved Mossø. I Pinddal Mose har de frivillige genafmærket en tidligere amtslig vandrerute og skabt helt nye afmærkede ruter, som forbinder området ved Gamle Vissingklostergaard med Sdr. Vissing. Her kan besøgende vælge imellem 'Sdr. Vissingruten' eller 'Præstegårdsruten'.

De mange nye ruter sætter fokus på natur- og kulturhistorien ved Mossø. Ruten går igennem et af Danmarks smukkeste istidslandskaber. Man kommer rundt i Gudenådalen, forbi Danmarks største indlandsdelta Klosterkær og besøger udsigtspunkter som Sukkertoppen og lyngbakkerne ved Gl. Rye.

Mærk historiens vingesus

Besøgende kan finde spor mange efter kulturhistoriske perioder langs ruten. I Sdr. Vissing Kirke kan man dykke ned i dronning Toves historie. Hun bar gift med Harald Blåtand og efterkommere af kongeslægten siges at have doneret de første arealer til Vissing og Voer Klostre, som rykkede ind på egnen i den tidlige middelalder.

Øm Kloster er nu også opkoblet på nettet af afmærkede vandreruter. Galgebakken ved Gl. Rye var Øm Klosters rettersted, da klostret udgjorde en selvstændig retskreds. Et besøg ved Sankt Sørens Kirke i Gl. Rye berøres også af historiens vingesus. Det var her i kirken, at et kongevalg i 1534 var anledning til reformationen i 1536, hvor Kristian 3. kunne udråbes som konge over hele Danmark og den katolske kirkes tid var slut.

Nyere kulturhistorie på Klostermølle

Nyere tids kulturhistorie kommer også i fokus. Da Naturstyrelsen og Horsens Kommune for år tilbage fjernede opstemningen ved Vilholt Mølle, besluttede man også at formidle historien om træmasse- og senere papfabrikken Klostermølle-Vilholt på Klostermølle. Der arbejdes lige nu på at udstille maskiner fra Vilholt Mølle på Klostermølle, og det er håbet også at være færdige med dette initiativ til indvielsen den 6. oktober.

Vilholt-dæmningen blev fjernet, så bl.a. fiskene kunne svømme frit i den genskabte Gudenå. Horsens Kommune er meget aktuelt netop gået i gang med også at sikre passage for fisk og fauna gennem Klosterkær, hvor Klostermølle udgør en spærring.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025