Ingen vinder mellem Østbirk og Skanderborg



Lørdag tog Østbirk IF imod FC Skanderborg. Hjemmeholdet skulle forsøge at holde trit med Horsens fS, som torsdag hentede endnu en sejr, denne gang med 2-0 hjemme over TMG.
 Det stod dog hurtigt klart at det ikke var nogen nem opgave at hente 3 point mod gæsterne fra Skanderborg. Allerede efter 2 minutters spil måtte Kasper Ballegaard i Østbirkmålet hive en klasseredning frem alene med en gul spiller. Skanderborg var mest i boldbesiddelse, Østbirk tilspillede sig de største chancer, sådan formede kampen sig et langt stykke hen ad vejen. Efter 13 minutter havde Marco Capitani muligheden for alene med Skanderborgs keeper at bringe hjemmeholdet i front. Det samme havde Nicolai Holst, da keeperen fra en spids vinkel med en fodparade forhindrede Nicolais udmærkede afslutning i at gå i netmaskerne. Forinden var Holst blevet nedlagt med frit løb mod scoring, og Skanderborgs Martin Vendebæk måtte en tur i straffeboksen.
 En nedfaldsbold efter et hjørnespark til gæsterne fik netmaskerne til at blafre for første gang, da Adnan Sabic bragte Skanderborg i front 5 minutter før pausefløjtet.
 Efter pausen fortsatte gæsterne med at ”eje” bolden, mens hjemmeholdet producerede chancerne. Kampen havde netop rundet 10 minutter da Marco Capitani fandt Nicolai Holst, der driblede en scoring sikkert i rusen til udligning.
 I kampens sidste kvarter blev Østbirks dominans udtalt. Et sidste kvarter med et væld af chancer. Nicolai Holst var umådeligt tæt på i flere tilfælde, men der var også så mange store tilbud til medspillerne, at alene disse burde have sikret en hjemmesejr.
 Med det ene point er Østbirk stadig ubesejret i sæsonen, men nu i baghjulet på førerholdet fra Horsens fS.

winkGiv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025