Det nye initiativ – Venture City Horsens – vækker stor interesse hos driftige erhvervsfolk over hele landet. Initiativet er et netværk af såkaldte Business Angels og mentorer i Horsens, der støtter vækstvirksomheder med viden, erfaring og kapital.
- Vi får mange henvendelser fra iværksættere over hele landet. Den store interesse kommer lidt bag på os, men vi er naturligvis glade for den. Selvom vi er nødt til at gøre de interesserede opmærksom på, at Venture City først og fremmest er til for de lokale virksomheder og iværksættere i Horsens Kommune, tror vi på, at initiativet på sigt kan virke som en gulerod på nogle af virksomhederne, så de slår sig ned i vores område, siger Ulla Sparre, formand for bestyrelsen for Venture City Horsens.
26-årige Niclas Møller er en af de unge iværksættere, som har fået støtte af Venture City Horsens. Firmaet Hang ApS holder til i kontorfællesskabet Bering-StartUp i Vitus Bering Innovation Park i Horsens.
Niclas har sammen med sin partner Nicolas Skovby udviklet SmartHold – en magnetisk dunkeholder til drikkedunke - der gør det muligt for sportsudøvere og fitness personer at sætte dunkene fast på træningsudstyret i stedet for at skulle have dem stående på gulvet.
Takket være midler fra Venture City har Niclas netop været en tur i Kina for at finde en leverandør til drikkedunkene.
- At møde leverandøren ansigt til ansigt skaber tillid, og det har været med til at sikre, at jeg har fundet den helt perfekte drikkedunk, mener Niclas.
Idéen til SmartHold fik han, da han gennem genoptræning af sin ryg indså, at man ikke nødvendigvis behøver at bukke sig efter sin drikkedunk.
Nu er hans firma i fuld gang med at arbejde sig ind på det amerikanske marked, hvor SmartHold går fint i spænd med amerikanernes lidt magelige adfærd. Den nye SmartHold kan imidlertid bruges af alle.
- Sjovt nok har gravide også vist sig at være i målgruppen, da maven gør det svært for kvinderne at bukke sig ned, fortæller Niclas, der har droppet sit job som metalsliber og robotoperatør for at hellige sig iværksætteriet 100 %.
Ifølge borgmester Peter Sørensen, Horsens Kommune, er firmaet Hang ApS et godt eksempel på, hvad et initiativ som Venture City Horsens kan betyde for nye iværksættere – og kommunen under ét.
- For at en kommune som Horsens kan udvikle sig og vækste, har vi brug for unge talenter, der tør folde sig ud. Det er Venture City Horsens med til at understøtte. Både ved at sikre de lokale iværksættere vind i sejlene men også ved at give iværksættere fra hele landet lyst til på sigt at slå sig ned her.
Horsens Kommune donerer i år og næste år i alt 250.000 kr. til Venture City Horsens.
Følg Østbirk Avis Østjydsk Avis her, så får du nyhederne på Facebook!