
Hovedgård Borgerforening, der er stiftet den 30. november 1916 markerer foreningens 100 års jubilæum på en festlig dag for alle aldre lørdag den 5. november.
Kl. 17.30 åbnes dørene for de spisende gæster. Her bydes på en overdådig buffet med salater, kalveculottesteg, grillkrydret svinefilet, græske frikadeller osv. Annonceret med underholdning og nu er det lykkedes arrangørerne få Ivan Johnsen til at sætte stemningen under spisningen frem mod Showdown går på kl. 21.30.
Den lokalkendte musiker behøver for de fleste avislæsere ikke præsentation. I mere end 30 år har sangeren/sangskriveren Ivan Johnsen spillet de danske landeveje tynde. Enten sammen med diverse bands, ”Jan, Ivan & Benno”, ”Roadhouse”, ”CMT’s” eller de seneste 18 år ”Ivan Johnsen Band”, trio, duo eller som solist alene med sin akustiske guitar.
Hovedgenren har altid været countrymusikken, men han spænder meget vidt, og når det ikke gælder deciderede countryarangementer, er han en sand mester i at behage publikum med netop den slags musik, som de ønsker at høre. Dansk musik fra John Mogensen, Otto Brandenburg og De Gyldne Løver til Poul Krebs, Kim Larsen og Shu-Bi-Dua over evergreens med navne som Elvis, Beatles og Roy Orbison til navne som Creedence Clearwater Revival, Bee Gees. Smokie, Eric Clapton, REM, Eagles, Van Morrison og mange andre ...
På pladefronten har Ivan udgivet 7 albums. De første 3 i årene 1988-1995 sammen med tidligere bands og siden 1998 har han udgivet 4 soloalbums. De første to var pop/rock/country albums på dansk og de to seneste er engelsksprogede country-albums. Alle fire udelukkende med egne kompositioner, bortset fra en enkelt sang, hvor Ivan har sat dansk tekst til en John Hiatt sang. Det seneste album, ”Victory Boulevard” fra 2008, blev indspillet i Los Angeles hos Grammy Award Winning producer og guitarist Pete Anderson, som i 15 år var guitarist og producer for en af de allerstørste amerikanske stjerner Dwight Yoakam. Dette album blev i 2009 nomineret til ”Årets Danske Countryalbum” på ”Danish Music Awards – Folk 2009”. Ivan er i øjeblikket ved at lægge sidste hånd på et dobbelt opsamlings album med en dansk og en engelsk Cd med hver 16 af sangene fra de 4 soloalbums samt to helt nye sange på hver Cd. Indspilningen af de nye sange er netop afsluttet og dobbeltalbummet kommer i handlen i starten af februar.
Ivan Johnsen spiller pure live ... dvs. ikke noget med kunstig backing af nogen art.
Billetter til den festlige aften i Hovedgårdhallen købes hos Stoppestedet: 140,- for billet med menu, 70,- for billet uden spisning efter 21.30.
Forud for spiningen er Hovedgårdhallen åben for stort legeland med hoppeborge og tarzanbane, tag-selv-kagebord med saft og kaffe samt frugt og candyfloss. Udendørs er et dejligt varmt vildmarksbad samt et lækkert spabad klar. Når entréen på 70 kr. er betalt er der fri afbenyttelse og kage ad libitum for både børn og voksne. Legedagen begynder kl. 10.00 og varer frem til 15.30.
Festen i Hovedgårdhallen blæses af kl. 02.30.
Giv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!