Jens Heslop indstillet til direktør-jobbet



Det er et enigt økonomiudvalg, som nu peger på den 38-årige vicedirektør i Horsens Kommunes teknik- og miljøafdeling, Jens Heslop, som ny direktør for området.
 Jens Heslop skal efter planen afløse Tom Heron, der 1. november stoppede som direktør for Teknik og Miljø på Horsens Rådhus for at tiltræde et direktørjob i det rådgivende ingeniør- og planlægningsfirma, NIRAS.
 Jens Heslop er cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet. Efter sin eksamen i 2004 blev han projektmedarbejder i Københavns Kommunes daværende familie- og arbejdsmarkedsforvaltning.
 Herfra rykkede han i januar 2006 tilbage til Aarhus, hvor han blev fuldmægtig i økonomisk sekretariat under borgmesterens afdeling. Det var herfra, Jens Heslop i august 2010 skiftede til KL’s ledelsessekretariat – med udstationering på Horsens Rådhus som personlig assistent for nu afdøde borgmester Jan Trøjborg.
 Jens Heslop blev i juni 2012 budget- og analysechef i Horsens Kommune, inden han den 1. april 2014 tiltrådte som vicedirektør i teknik- og miljøafdelingen.
 - Horsens Byråd har lagt sporene til store og vigtige forandringer i de kommende år. Og jeg glæder mig meget til at arbejde videre med de mange spændende projekter, der er på vej i vores kommune, siger Jens Heslop.
 Der var 12 ansøgere til stillingen og fire blev indkaldt til ansættelsessamtaler. Ansættelsesudvalget bestod foruden borgmesteren og 2 medlemmer af økonomiudvalget af ledelses- og medarbejderrepræsentanter. Rekrutteringsfirmet Muusmann stod for test og samtaleforløb.
 Helt formelt skal indstillingen fra økonomiudvalget behandles på den lukkede del af byrådsmødet tirsdag den 13. december. Jens Heslop tiltræder efter planen den 15. december.

smileyGiv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025