-I en travl hverdag kan det være svært også at afse tid til jobansøgninger, samtaler m.v., så jeg kontaktede Mitzi på Jobcentret. Hun hjalp os med at definere vores behov for arbejdskraft og finde de profiler, vi var ude efter, siger Jan Glintborg.
Virksomheden fik 100 ansøgere til 30 stillinger.
-Det er jo en anden virkelighed, vi driver ved siden af, så det var en kæmpe hjælp for os, at Mitzi gennemgik alle ansøgningerne, sorterede fra, gav afslag og indkaldte de relevante til samtale, fortæller han.
For øjeblikket er halvdelen af de 30 medarbejdere i Horsens danskere - resten er fra Ukraine, Kroatien, Litauen og Polen, og selvom alt tegner lyst nu rekrutteringsmæssigt, så vil logistikbranchen også på et tidspunkt blive påvirket af manglen på arbejdskraft, mener Jan Glintborg.
-Vi har ikke rekrutteringsproblemer inde på livet endnu, men det skyldes i høj grad også måden, vi arbejder på, siger han og henviser til, at Logistikkompagniet har planer om i nær fremtid at oprette et virksomhedscenter.
Det betyder, at virksomheden i et tæt og on going samspil med Jobcentret vil finde og opkvalificere medarbejdere med problemer ud over ledighed.
-Jeg ved af erfaring, hvor vigtigt det er, at nogen giver én en chance for at bevise, at man godt kan komme igen og udrette noget. Vi bruger derfor meget krudt på at give kommunen en chance for placering af borgere og gør alt for at få dem integreret i virksomheden, siger Jan Glintborg.
Mitzi Wind fortæller:
-For at virksomheden kan udvise socialt ansvar, så skal de medarbejdere, den ansætter, kunne rumme hinanden og løfte i flok. Derfor er jeg også meget kontant, når jeg afsøger markedet for mulige kandidater og gør åbent opmærksom på, hvis en ansat har særlige behov, der skal opfyldes. For eksempel i form af en læsetest eller særlig støtte til angstproblematikker. Samtidig taler jeg løbende med virksomheden om, hvilke kandidater der ansættes, så jeg kan dygtiggøre de borgere, som fortsat går ledige.
Antallet af arbejdspladser er generelt steget massivt i Horsens Kommune inden for logistik, lager, transport og produktion.