Det er ganske vist at Julemanden kommer til Østbirk på søndag.
Allerede tirsdag modtog sognepræst Lone Buhl Pedersen nemlig besked om at Julemanden havde bestilt slikposer hos Kiwi og SuperBrugsen, og da den røde mand har særdeles travlt i disse dage, bad han Lone Buhl Pedersen om at hente de mange slikposer - til 256 børn - hos de to lokale dagligvarebutikker, som også er i sprudlende julehumør.
Julehumøret hos Kiwi og SuperBrugsen er så godt, at de hver har sponsoreret 128 ekstra store poser til børnene i Østbirk og omegn, som sognepræsten i samarbejde med Østbirk Borgerforening hentede onsdag eftermiddag.
Børnene mødes kl. 13
På søndag den 18. december, den 4. søndag i advent, mødes børnene i Østbirk Kirke kl. 13.00.
Her skal der øves til at gå i et kæmpestort Luciaoptog. Hele 150 dragter i alle størrelser, til store og små, drenge og piger, fra 0 til 18 år, ligger klar i Kirken, hvor Østbirk Borgerforenings hjælpere står klar til at iklæde alle til det smukkeste og største Luciaoptog. Der øves frem til kl. 14, når den festlige familiegudstjeneste begynder.
- Drømmen er at vi bliver så mange, at vi kan slå rekorden i Børnenes Rekordbog, siger Kurt Hansen og Lone Buhl Pedersen, hvilket vil sige 141 børn.
Familiegudstjenesten indeholder også den festlige og muntre fortælling om juleevangeliet, som kun Lone Buhl Pedersen fortæller den, med hjælp fra uforberedte skuespillere.
- Og nu ved vi helt bestemt at Julemanden kommer, for slikposerne har han jo bestilt, siger sognepræsten, som har sikret sig at Julemandens hemmelige indgang til Kirken er åben.
Julefesten i Østbirk fortsætter i Østbirk Præstegård ca. kl. 14.45. Her sørger Østbirk Borgerforening for julehygge med salg af lagkage, sodavand og kaffe, og så skal der skrives postkort.
- Postmand Jørgen Bitch kommer forbi og henter alle postkort. Men allerførst skal vi klistre, tegne og male og så naturligvis sætte frimærker på - frimærker har vi masser af, siger formand for Østbirk Borgerforening Kurt Hansen.
- Og her vil vi også gerne slå en rekord, der kan komme i Børnenes Rekordbog, siger Lone Buhl Pedersen og glæder sig til at se alle børn, forældre, bedsteforældre, ja alle, der har lyst, i Præstegården og Kirken på søndag.Giv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!