
Kåre Quist, vært på TV AVISEN og 21 Søndag blev 'Årets mandlige nyhedsvært' for andet år i træk. Foto: Lars E Andreasen
En af landets største TV-priser på 100.000 kroner gik fredag aften til dokumentaren ’Indiens Døtre’.
Det er Leslee Udwin, der har instrueret filmen, som DR1 sendte på Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts sidste år.
'Indiens Døtre' handler om de seneste års mest omtalte voldtægt i Indien, der fandt sted i december 2012. Her blev den 23-årige medicinstuderende Jyoti Singh massevoldtaget af seks mænd i en bus. I dokumentaren, der er et produkt af et indisk-dansk samarbejde, undersøger journalisterne bag den, hvorfor denne type brutale massevoldtægter er udbredte i Indien. Filmen blev efterfølgende forbudt i Indien.
DR sikrede sig to gange TV-Guld ved prisfesten. Udover at få den helt store dokumentarpris fik vært på TV-Avisen, Kåre Quist, også en forgyldt aften for andet år i træk. Han blev nemlig atter kåret som ’Bedste mandlige nyhedsvært’.
Otte udpeget af læserne
De otte af prismodtagerne er blevet udpeget af Billed-Bladets læsere, mens modtageren af Billed-Bladets store dokumentarpris på 100.000 kroner er valgt af en komité, der har bestået af filminstruktør Bille August, komponisten Bent Fabricius-Bjerre, filminstruktør Søren Kragh-Jacobsen, forfatter Sara Blædel, filmproducent Per Holst, skuespiller Cecilie Stenspil, producer Karen Boel Holst, cand. mag. Preben Wilhjelm, chefredaktør Annemette Krakau og producer Mads Egmont Christensen.
Sidste år gik Billed-Bladets TV-Guld for bedste dokumentar og de 100.000 kroner til ’Mig og min far – hvem fanden gider klappe?’, som er instrueret af Kathrine Ravn Kruse og blev vist på DR2.
De fik Billed-Bladets TV-Guld 2016:
Årets kvindelige nyhedsvært: Divya Das, TV 2
Årets mandlige nyhedsvært: Kåre Quist, DR1
Årets nye tv-program: Norskov, TV 2
Årets tv-program: Badehotellet, TV 2
Årets mandlige sportsvært: Morten Ankerdal, TV 2
Årets kvindelige sportsvært: Heidi Frederikke Sigdal, TV 2
Årets kvindelige underholdningsvært: Lene Beier, TV 2
Årets mandlige underholdningsvært: Mikkel Beha Erichsen, TV 2
Årets bedste TV-dokumentar: 'Indiens Døtre', DR1