Grarup Allstars i BluesHouse



- Vi har fået usædvanligt gode ”kort på hånden”. Det er os en stor ære og glæde at kunne byde velkommen til en helt fantastisk blueskoncert, som I under ingen omstændigheder bør snyde jer selv for, siger formand for Hovedgård Bluesfest Gunni Mogensen.
 - På hånden sidder vi nu med én dronning og uden snyd, har vi fået tildelt hele fem konger. Man kunne jo have kaldt denne ”hånd” for Full Allstars, eller måske A Hand Full Of Stars, men uanset hvad, så ender det ud i et fantastisk sammenspil, når det profesionelle og helt rigtige navn Grarup Allstars kommer på scenen og leverer blues’n soul musik i absolut verdensklasse, og de kan om nogen varme dit hjerte i en kold tid. Vi ved det, for vi har nemlig oplevet dem og nu får I chancen ...
 Fredag den 20. januar 2017 kl. 21.00 i BluesHouse alias Kattrup Forsamlingshus. Der tilbydes også denne aften en herlig 2 retters menu for kun 100,- kr., bestående af Bluesgryde og husets dessert.
 - Som mange af jer sikkert vil vide, så hed bandet jo fra starten Laugesen Allstars, men efter Birgitte Laugesens alt for tidlige død og herefter Margrete Grarups tilgang i bandet, skiftede de således navn til Grarup Allstars, siger Gunni Mogensen.
 - Margrete Grarup trådte i januar 2016 hovedkulds ind i bandet, blot to uger før en forårstur på 15 koncerter. Den opgave løste hun på det utroligste og alle overgav sig til denne fantastiske sangerinde. Bandet er nu under det nye navn Grarup Allstars tilbage, super sammenspillede og klar til turné. Forvent blues og soul i absolut topklasse.
 Efter en koncert i Brønderslev 30. januar 2016 skrev pressen:
 ”... Grarup Allstars gav i lørdags sit publikum en berusende og uforglemmelig koncertoplevelse, da det stjernespækkede hold leverede en præstation i verdensklasse. En formidabel behersket og helt igennem overlegen formidling af både nye og gamle blues og soul numre. Koncerten blev fremført med stor seriøsitet og humor, og efterlod publikum rørt og stakåndet. En overvældende musikalsk oplevelse udover det sædvanlige. Helhedsoplevelsen springer skalaen. I særdeleshed en fuldkommen enestående koncertoplevelse.
 Margrete Grarup krydrede med sin stærke vokal lydbilledet og tilførte fløjlsbløde toner, der skabte et magisk univers – En sangerinde der beherskede sine fraseringer sublimt, og som ydmygt gav plads til de andre medlemmer i bandet.”
 I efteråret 2013 samledes nogle af Aarhus’ og landets bedste musikere i, hvad der med rette måtte kaldes et ”All Stars Band”. Dette drømmehold blæste alle omkuld og viste en håndfuld musikere der pressede og pirrede hinanden til et sammenspil helt i top. Orkesteret fik to år og 30 koncerter med sangerinden Birgitte Laugesen i front og udgav i 2015 cd’en ”Playin’ With My Friends - Live”.
 Et yderst kompetent orkester med stor solistisk styrke bestående at den absolutte elite inden for dansk blues: Uffe Steen - guitar (Shades of blue) / Palle Hjorth - orgel, kor (Krebs/Falch) / Niels Mathiasen - saxofon (Gnags) / Niels Nello Mogensen - bas, kor (Johnny Madsen) / Esben Bach - trommer (Kenn Lending) / Margrete Grarup - vokal (Uddannet sanger og sanglærer på Nordjysk Musikkonservatorium).
 - Vi nyder aftenens menu kl. 19.00. Forsalg spisning inklusiv koncert 250,- kr. Kun koncert 150,- kr. Ved indgangen og kun koncert 175,- kr., siger Gunni Mogensen.
 Sidste frist for køb af billet med aftenens menu er onsdag den 18. januar. Der er adgang for spisende gæster fra kl. 18.30 og for gæster til selve koncerten, fra kl. 20.30. Billetter er i forsalg hos Kiosken, Stoppestedet i Hovedgård. HiFi-Klubben i Horsens, eller online via Yourticket.dk
 - Vi glæder os til at se jer igen til endnu en dejlig koncertaften på Gl. Kattrupvej 49, 8732 Hovedgård, slutter Gunni Mogensen.

winkGiv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025