
I kinesiske institutioner er børn ikke vant til at boltre sig i det fri. Men måske bliver der nu ændret på det.
En kinesisk delegation lander nemlig i Horsens mandag den 25. april. I løbet af det fire dage lange besøg skal den blandt andet lægge vejen forbi Børnehuset Himmelblå i Sdr. Vissing for at nærstudere, hvordan børn tilegner sig viden i det fri.
Dette besøg foregår torsdag den 28. april kl. 9.00. De kinesiske gæster består af to repræsentanter fra firmaet Chengdu Ikids Education Consulting Co. samt en tolk.
Anne-Lise Dokkedahl, der er leder af Daginstitution Brædstrup, fortæller:
- Vores institution er udvalgt, fordi vi har et særligt fokus på natur. Så nu glæder vi os til at vise kineserne, hvordan vi praktiserer læring i forhold til aktiviteter i det fri. Blandt andet skal kineserne se vores børn klatre i træer, snitte grene og lave bål.
Ud over Børnehuset Himmelblå i Sdr. Vissing skal delegationen besøge Daginstitution Brædstrups to øvrige huse: Eventyrhuset fra kl. 10.30 og derefter Tinggården fra kl. 1300.
Besøget, der er kommet i stand gennem VIA’s pædagogiske- og socialfaglige højskole i Aarhus, omfatter også et nærmere kig på Daginstitution Dagnæs.
Horsens og Chengdu indgik i 2012 en venskabsbyaftale. Aftalen blev i 2013 udvidet til en femårig søsterbyaftale. Formålet er at styrke samarbejdet inden for blandt andet uddannelse, erhverv, kultur og sundhed.
Arkivfoto.