
Ib Eriksen er pensioneret lærer og var i sin tid med til at starte Musikskolen i Horsens. Derfor betyder det meget, at han med klippekortordningen får mulighed for at komme ud at opleve kunst og musik. Foto: Horsens Kommune/Mette Pamperin Rasmussen.
En tur på museum er ikke hverdagskost for 73-årige Ib Eriksen, der bor i eget rækkehus i Torsted i Horsens Kommune. Siden han fik en hjerneblødning i for tre år siden, har han ikke selv kunnet komme ud, og er afhængig af hjælp fra den kommunale hjemmepleje.
Med Klippekortordningen, som giver borgere på over 67 år mulighed for ekstra hjemmehjælp, har Ib Eriksen fået mulighed for at komme på større eller mindre udflugter med sin hjælper.
- Jeg er meget interesseret i kunst og historie og har altid været det. Derfor er det dejligt, at få muligheden for at komme en tur på museum - ellers kunne jeg jo ikke komme ud, fortæller han. Sammen med sin hjælper Anette Hansen, har han besøgt både Moesgård Museum, Kunstmuseet og været til koncert med Musikskolen i Vor Frelser Kirke i Horsens.
6 timer i kvartalet
Klippekortordningen betyder, at Ib Eriksen får ekstra seks timer ekstra til hjælp hvert kvartal, som han selv må bestemme, hvad skal bruges til. Han kan vælge, om de skal bruges på én gang samlet, eller de skal deles op i mindre bidder. Det kan for eksempel være til en indkøbstur, et ekstra bad, ekstra rengøring, eller oplevelser.
Ib Eriksen er pensioneret lærer, og var i sin tid med til at starte Musikskolen i Horsens. Hele sit arbejdsliv har han været aktiv inden for musikken. Det bærer også hans dagligstue præg af med musikinstrumenter på væggene. Derfor var det en rigtig god oplevelse at være i kirken at opleve Musikskolen optræde. For sygehjælper Anette Hansen giver klippekortordningen også arbejdet kvalitet.
- Det er dejligt at få tid sammen til oplevelser. Vi lærer hinanden at kende. Det giver tryghed og åbenhed, og vi får nogle bedre samtaler, når jeg kommer her. Og så er det jo spændende, at vi også har de samme interesser, siger Anette Hansen, der er sygehjælper i Hatting-gruppen under Sundhedscenter Søndergården i Horsens Kommune.
Den næste tur er endnu ikke planlagt, men Ib drømmer om at gense Jelling Seminarium, hvor han engang tog sin uddannelse, eller Vejle kunstmuseum.
Klippekortordningen
- Puljen til klippekortordningen er aftalt i forbindelse med finansloven for 2015.
- Klippekortordningen tilbydes til borgere, der er over 67 år og som har brug for omfattende eller moderat daglig hjælp i hverdagen.
- Klippekortet skal være med til at styrke livskvaliteten for de svageste hjemmehjælpsmodtagere.
- De ældre kan bruge klippekortet til f.eks. hjælp til madlavning, indkøb, højtlæsning eller ledsagelse ved eksempelvis museums- eller svømmehalsbesøg. Hjælpen aftales mellem den enkelte borger og hjemmehjælperen.
- Horsens Kommune har i 2015 modtaget 1,05 mio. kr. til klippekortordningen, i 2016 får kommunen 2,25mio.kr. Inden for den økonomiske ramme er det muligt at tilbyde ordningen til 220-240 borgere i kommunen. Ordningen er tidsbegrænset til udgangen af 2016.
Klik her og bliv ven med Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook!