
Erhvervslivet gør sig ikke begreb om de mange muligheder der er for at få hjælp, fortæller Svend Erik Langberg, der for øjeblikket besøger små og store virksomheder i kommunen. Her er han hos Allan Søgaard, butikschef i ABC Lavpris i Brædstrup.
Af Vibeke Juul. Foto: Horsens Kommune
Virksomhedsejere i Horsens Kommune er hurtige til at takke ja til at få mere at vide om de kompenserende ordninger, der kan gøre arbejdslivet nemmere for borgere med fysiske, psykiske eller kognitive funktionsnedsættelser.
Det oplever Svend Erik Langberg, Handicap-Nøgleperson i Jobcentret i Horsens Kommune. Han har for øjeblikket travlt med at besøge små og store virksomheder over alt i kommunen for at gøre dem klogere på de mange handicapkompenserende muligheder, der findes.
Besøgene omfatter aktuelt 20 udvalgte små og store og især private virksomheder og er led i en landsdækkende kampagne, som Specialfunktionen Job & Handicap står bag.
- Jeg er lidt overrasket over, så hurtigt virksomhederne har lagt billet ind på et besøg her i den travle juletid, men det viser jo bare deres store ønske om at være socialt rummelige - både i forhold til at ansætte nye medarbejdere men også til at fastholde allerede ansatte, siger Svend Erik Langberg.
Han tilføjer, at besøgene allerede har udmøntet sig i konkrete opgaver til jobcentret både omkring kompenserende ordninger til medarbejderne og rekruttering af almindelig arbejdskraft.
En af dem, som hurtigt takkede ja til et besøg af Handicap-Nøglepersonen, er Allan Søgaard, butikschef for 36 medarbejdere i ABC Lavpris i Brædstrup. Han har blandt andet haft behov for mere viden om kompenserende muligheder til en ansat, der er ordblind:
- Takket være besøget har jeg nu fået hjælp i en helt konkret sag og jeg har opnået større overblik over de mange muligheder, der generelt er for hjælp til ansatte og evt. nye ansatte. Det gør, at jeg ikke længere er så nervøs for at tage medarbejdere ind med særlige behov. Samtidig har jeg mødt kommunens Handicap-Nøgleperson eye to eye, hvilket er en kæmpe fordel næste gang, jeg har brug for assistance, siger han.
De handicapkompenserende ordninger omfatter personlig assistance og hjælpemidler til arbejdsmæssig brug, Mentor, Isbryderordning for nyuddannede og Fortrinsadgang for handicappede i erhverv.
Jobcenter Horsens har sammen med 36 andre af landets 98 jobcentre takket ja til at være med i kampagnen.