
I alt 24 hold med 158 spillere fra ni horsensianske uddannelsesinstitutioner kommer til at kæmpe om at løfte trofæet og bliver hyldet af et talstærkt publikum
Formålet med Student CUP 2016 er at skabe et fællesskab på tværs af uddannelses-institutioner i Horsens. Et socialt fællesskab hvor studerende og elever får mulighed for at mødes i en uformel social og hyggelig sammenhæng uden for undervisningslokalet.
VIA og Dania arrangerer
Det er igen i år Erhvervsakademi Dania og VIA University College Campus Horsens, der arrangerer Student CUP. Turneringen har deltagende hold fra Learnmark HHX/HTX Horsens Statsskole, Horsens Gymnasium, Bygholm Landbrugsskole, HF/VUC, Sprogcenter Midt, Dania og VIA.
Alle studerende og elever på byens ungdomsuddannelser og videregående uddannelser haft mulighed for at tilmelde et hold til Studen CUP. Og fredag den 30. september bliver det så afgjort, hvem der er byens bedste indendørs fodboldhold.
Slagsange, kampråb og jublen
I løbet af turneringsdagen – turneringen bliver spillet fra kl. 15:00 – 21:00 – vil der foruden intense fodboldkampe også være masser af underholdning og konkurrencer.
Den konkurrence som både er med til at skabe mest larm og den bedste stemning er heppekorskonkurrencen. Her bliver der sunget slagsange, kæmpet med kampråb, jublet og bakket op. Det mest entusiastiske heppekor vinder en præmie til en værdi af kr. 500.
God energi
For Majbrit Otvald Rasmussen fra VIA University College og Karin Agerschou fra Erhvervsakademi Dania er Student CUP et godt eksempel på, hvordan uddannelsesinstitutionerne i Horsens kan få glæde af at gå sammen om sociale arrangementer:
- Vores erfaringer fra tidligere år med Student CUP er, at deltagerne er gode til at hygge sig på tværs af uddannelser. De er nysgerrige efter, hvad hinanden laver og hvad de forskellige uddannelser indeholder, siger Majbrit Otvald Rasmussen og Karin Agerschou og fortsætter:
- Student CUP er et uformelt arrangement. Og måske netop derfor, har det vist sig at være et godt sted at etablere fællesskaber og skabe en god energi omkring det at være studerende i Horsens.