Læserbrev: 30.000 borgere ramt alvorligt på pengepungen



Med vedtagelsen af nedskæringerne i kontanthjælpen bliver mere end 30.000 borgere ramt alvorligt på pengepungen. Og mere end 30.000 børn vil komme til at vokse op i fattigdom.
Regeringen siger, at den laver om på ydelserne, for at ”det skal kunne betale sig at arbejde.” Men regeringen tror ikke selv på, at nedskæringerne får folk i arbejde. Reformen vil få sølle 700 flere ud på arbejdsmarkedet, siger den.
Sandheden er, at de allerfleste af de mennesker, som blå blok – med et flertal i Folketinget på blot et enkelt mandat – tager penge fra, har problemer, der gør, at de ikke kan tage et job fra i dag til i morgen! Tænk på veteranerne, der kommer hjem efter at have været i krig for Danmark, og som nu går rundt med traumer, der betyder, at de ikke kan klare sig på arbejdsmarkedet. Der skulle være omkring 500 af dem. Nu siger blå blok tak til dem ved at skære i deres ydelser. Tænk på enlige mødre med en kronisk sygdom. Tænk på mennesker med psykiske lidelser. Mange af dem kan komme ud på arbejdsmarkedet, hvis de får en reel hjælp. At kaste dem ud i fattigdom er ikke midlet.
Jeg kan slet ikke forstå, at Dansk Folkeparti har været med til at stemme nedskæringerne igennem. Dansk Folkeparti søger at skabe det indtryk, at man er på de svagestes side. Men når det bliver alvor, er man med til at føre sparekniven!
Jeg synes, at lokale folketingsmedlemmer som Claus Kvist Nielsen og Hans Kristian Skibby bør fortælle borgerne her i vores område, hvorfor de er gået ind for at skære i ydelser til modtagerne af kontanthjælp. Begge de to folketingsmedlemmer hæver også vederlag for at sidde i byråd. Så de har deres på det tørre. Hvad får dem dog til at gå så voldsomt til værks med sparekniven over for mennesker, der i forvejen har problemer nok at kæmpe med?  

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025