
At være hjemløs er en ulykkelig situation, det er flovt og skamfuldt ikke at have et sted at bo. At have en bolig er en basal ting, som alle vi andre tager for givet.
I Horsens er der 136 registrerede hjemløse (optælling fra Socialforskningsinstituttet, feb. 2017). Det er en stigning på 33 % i forhold til 2015.
Det betyder ikke, at der er 136 mennesker, der sover på gaden i Horsens. Men der er 136 borgere, der på optællingstidspunktet ikke havde en fast adresse. Det er mennesker, der sover på en sofa eller en madras på gulvet, på loftet eller i kælderen hos en ven eller familie. Det er mennesker, der bor i et kolonihavehus, en garage, en forladt bygning, en trappeopgang - om sommeren i telt eller shelter.
Vi møder dem på varmestuen i Borgergade, hvor de kommer for at få morgenmad, et bad og et måltid varm mad. Vi møder dem, når de kommer direkte udskrevet fra psykiatrisk hospital eller løsladt fra fængslet uden en funktionel bolig. Vi sender dem på gaden igen, når varmestuen lukker kl. 13.30, velvidende at nogen af dem ikke har et sted at gå hen, før vi åbner igen næste morgen. Gæstfriheden er dog stor hos varmestuens øvrige brugere, som ofte inviterer de hjemløse hjem til sig. En nødløsning, som der sjældent kommer noget godt ud af.
Hjemløshed er et komplekst problem, fordi det ikke blot handler om at få en billig bolig. Det er komplekst, fordi man sjældent bare er hjemløs. Ofte er man også plaget af misbrug, stor gæld forårsaget af kviklån, narko og spil. Har man så også en psykiatrisk lidelse, så er det MEGET svært at få hverdagen til at fungere. Får man endelig en bolig, varer det ikke længe, før man ender på gaden igen.
Som hjemløs er man virkelig truet på sin eksistens og det er en ond cirkel, der starter. Man er ekstremt i fare for at blive involveret i vold, kriminalitet, afpresning og prostitution, og gentagne gange møder de hjemløse op på varmestuen og har mistet alt: Penge, papirer, telefon, tøj og vi må hjælpe dem med at forsøge at få orden på kaos igen.
Mange af varmestuens brugere har fået gentagne tilbud om bolig og misbrugsbehandling i løbet af deres liv, men det har ikke fungeret. De passer ikke ind nogen steder og misbruget fortsætter. Derfor bør der være flere ”skæve boliger”, hvor de kan bo og leve i fred og have deres misbrug, uden at det generer nogen naboer. Der skal være en ”social vicevært” tilknyttet, som kan hjælpe dem med at få en værdig hverdag. I Kirkens Korshær er der mange gode erfaringer med den slags skæve boliger.
Søndag d. 25/11 holder Kirkens Korshær landsindsamling, støt os på dagen og/eller meld dig som indsamler på www.danmarkmodfattigdom.dk.
Kirstine Madsen
Korshærsleder
Tlf. 75613977