
Lørdag er jeg på gaden hjemme i Aarhus. For at samle ind til julehjælpen, som Dansk Folkehjælp står for. I år har rigtig mange bedt om hjælp. Langt flere end de ellers myreflittige frivillige indsamlere og de mange borgere, der har givet et bidrag, kan hjælpe. Det er sørgeligt. Højrefløjen har indført et kontanthjælpsloft, som øger fattigdommen, betyder at flere risikerer at blive sat på gaden og ja, gør det svært at få råd til at holde jul.
Vi har en socialminister, der har sagt, at familierne på kontanthjælp bare ”kan spare op”, og vi har en statsminister der har kaldt kontanthjælpsloftet en ”fremstrakt hånd” til de udsatte borgere. Mage til arrogance skal man lede længe efter. I Socialdemokratiet er vi lodret imod kontantshjælpsloftet, og vi har bekæmpet det i Folketingssalen. Ligesom vi sidst, vi var i regering, afskaffede det som noget af det første.
Den nye højrefløjsregering vil hellere bruge pengene på skattelettelser til dem, der har nok i forvejen. De pakker godt nedskæringerne på kontanthjælpen ind i en sang om, at folk hellere skal i arbejde, men helt ærligt: Det er jo selvindlysende. Alle mennesker skal arbejde, hvis de kan. Alle har bedst af at være en del af fællesskabet på en arbejdsplads. Sådan skal det selvfølgelig være. Men det kræver jo, at der findes et arbejde at få.
Derfor er lavere kontanthjælp heller ikke et vidundermiddel, der bringer alle kontanthjælpsmodtagere i arbejde. En ting er dog helt sikkert. Fattigdommen vokser. Antallet af børn, der vokser op i fattigdom, stiger. Det vil være et kæmpe tilbageskridt for de børn, der rammes. Endda lige efter, at vi netop var lykkedes med at knække kurven og mindske børnefattigdommen, da S sad i regering.
Vi skal gøre hvad vi kan, for at få alle i arbejde. Men vi skal ikke piske dem, der har brug for hjælp på bekostning af børnene.
Et godt samfund er efter min bedste overbevisning et, hvor borgerne og ikke mindst børnene kan føle sig trygge. Det er også en stor kvalitet, at der findes frivillige, der samler ind, og danskere der smider penge i raslebøssen. Men det er ikke et velfærdssamfund værdigt, at mange flere skal komme med hatten i hånden, fordi Løkke og Samuelsen har lagt champagnen på køl i København.