Efter kommunalreformen i 1970, hvor 1388 sognekommuner blev sammenlagt til 275 primærkommuner og Danmark blev opdelt i landzone og byzone, kom landsbysamfundene i store problemer.
Landzonen, hvor kun landbrug, skovbrug og fiskeri var tilladt, var en ren afviklingszone. Byzonen, hvor al anden udvikling skulle være, var udviklingszone.
Kommunalreformen og by- og landzoneloven (planloven) i 1970 betød fraflytning fra land til by, tab af arbejdspladser, manglende bosætning, lukning af nærbutikker, problemer for iværksættere, håndværk og småindustri, skolenedlæggelser, lukning af børnehaver, nedlæggelse af foreninger og forsamlingshuse, tomme bygninger og ruiner.
I 2007 kom så endnu en kommunalreform, hvor 275 primærkommuner blev reduceret til 98 storkommuner. Ville denne kommunalreform helt tage livet af vore landsbyer og landdistrikter?
Men sådan skulle det heldigvis ikke gå. Landsbysamfundene tog kampen op og organiserede sig med beboerforeninger, borgerforeninger, landsbyråd og lokalråd. De lokale råd og ildsjæle står i dag vagt om landsbysamfundets hjørnestene: landsbyskolen, børnehaven, foreningslivet, forsamlingshuset, det folkelige fællesskab m. v.
Men landsbybeboerne er også i fuld gang med at udarbejde planer og forslag til mere vækst og udvikling i deres lokalsamfund, f. eks. mere bosætning, flere arbejdspladser i håndværk og småindustri, mere turisme, udbygget bredbånd og mobildækning, bedre kollektiv trafik osv.
Og glædeligt er det, at politikerne tager godt imod landsbysamfundenes organisering og tilbud om samarbejde, vækst
