Positive politiske tanker



Byrådspolitikerne i Horsens barsler med tanker om at indføre en demografimodel for at få en bedre sikkerhed for økonomien på det specialiserede sociale område. Det betyder, at tilførslen af økonomiske midler følger antallet af borgere og mængden af ydelser, som borgerne får tildelt. De tanker bakker jeg fuldt og helt op. Jeg er helt enig med politikerne i, at det er den bedste og mest ordentlige måde at styre økonomien på inden for det specialiserede sociale område.

Ustyrbare udgifter
Det er en velkendt problematik i alle de østjyske kommuner, at det er umuligt at forudse og dermed styre udgifterne til den specialiserede indsats. Det skyldes, at mange af udgifterne på området er bundet af servicelovens bestemmelser, og dermed er kommunerne forpligtede til at tildele borgerne de ydelser, de har krav på. Det sker bare ikke altid, fordi budgetterne generelt er alt for små i forhold til udgifterne. Men det dur ikke, at kommunerne ikke overholder loven.

Nedskæringer andre steder
I mange kommuner bliver budgettet overskredet, fordi der generelt er et stigende antal borgere, der skal have specialiserede tilbud. Det har politikerne ikke taget højde for i deres budgetlægning – og så skal pengene typisk findes inden for det eksisterende budget.
Derfor kommer det ofte til at gå ud over andre borgere på det specialiserede område. Det får i sidste instans stor betydning for deres muligheder for at have et aktivt og værdigt liv. Samtidig slider de evindelige nedskæringsrunder hårdt på medarbejderne og deres arbejdsmiljø. Og det er hverken til glæde for borgerne, medarbejderne eller politikerne.

Positive tanker
Derfor er det meget positivt, at politikerne i Horsens har indset det hensigtsmæssige i at indføre en styringsmodel, som sikrer sammenhæng i økonomien, uden at man hvert år skal have de sædvanlige politiske slagsmål om, hvor man nu skal finde de ekstra ressourcer til at dække underskuddet.
Jeg kan derfor kun opfordre andre kommuner til at hente inspiration i Horsens og indføre modeller, der kan sikre, at borgerne får de tilbud, de har krav på og brug for. At medarbejderne får den fornødne tid og ro til, at de kan udføre et kvalificeret socialpædagogisk arbejde. Og at politikerne ved, at der er en overordnet styring af økonomien. Det vil være til glæde for alle parter.
 

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

Ringvej Syd
29. maj 2025