Liberal Alliance kalder ministre i samråd om udsatte unge



7-8 procent af unge i aldersgruppen 25-29 år har i to år i træk hverken været i job eller under uddannelse. Det viser Rockwool Fondens seneste analyse, der også konkluderer, at det koster det danske samfund op mod 15 mia. kr. årligt. Regeringen selv har varslet en arbejdsgruppe foranstaltet af undervisningsminister, Ellen Trane Nørby, der bl.a. peger på folkeskolen som en stor del af problemet.

Liberal Alliance mener ikke, at det på nogen måde er tilfredsstillende blot at nedsætte en arbejdsgruppe, og partiet er ikke enig i, at folkeskolen skal stå for skud, når forklaringen på det store antal udsatte unge skal findes. Derfor kalder Liberal Alliance socialminister, Karen Ellemann, og beskæftigelsesminister, Jørn Neergaard Larsen, i samråd. Omdrejningspunktet for samrådet vil være at konkretisere, hvordan en fælles indsats skal se ud, og hvor der skal sættes ind.

"Vi kan hverken leve med, at der findes så mange unge på kanten af samfundet eller, at regeringen tror, at en arbejdsgruppe kan løse problemerne. Vi vil meget gerne være med til at hjælpe de unge, og vi vil meget gerne gøre det sammen med regeringen, men det kræver altså, at vi handler nu og ikke sidder og venter på en arbejdsgruppe," siger Liberal Alliances socialordfører, Laura Lindahl, der sammen med partikollega og arbejdsmarkedsordfører, Joachim B. Olsen, står for indkaldelsen af de to ministre.

Liberal Alliance mener, at udfordringerne med de mange unge, der lever på kanten af samfundet, er et problem med flere årsager, og derfor er det vigtigt hurtigst muligt at få konkretiseret indsatsen.

"Regeringen ved ikke, hvad problemet er, og så peges der næsten automatisk på Folkeskolen som årsagen. Det er vi ikke enige i. Vi skal kigge et andet sted hen. Bl.a. nytter det ikke noget at betale raske og rørige, unge mennesker for ikke at lave noget. I stedet skal vi målrette midlerne mod dem, der rent faktisk har brug for hjælp og hjælpe dem i gang. Det kræver også langt mere smidighed på det danske arbejdsmarked," forklarer Laura Lindahl.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025