Cykler til Team Gedved



Lions Club Horsens Bygholm har netop sponseret to mountainbikes til Team Gedved, som samler omkring 100 voksne og ca. 40 børn i et cykel-fællesskab.
 Team Gedved havde fået henvendelse fra to unge syriske flygtninge, Abdullah Azimeh og Thaar Al Sardeni, som ønskede at deltage i klubbens MTB-afdeling, og teamets medlemmer ville gerne have dem med. Men de unge mænd, som er på integrationsydelse, havde ikke råd til cykler.
 Team Gedved ansøgte derfor Lions-klubben om penge til en cykel til hver.
 I første omgang skal cyklerne udlånes. Når de to unge flygtninge har fået råd til at købe egne cykler, kan cyklerne udlånes til andre i samme situation, stod der bl.a. i ansøgningen, hvor Lions-folkene også kunne læse, at Team Gedved ”ikke er en forening med nogen væsentlig egenkapital.”
 - Det var et konkret formål, et konkret behov, oven i købet med en fremtidsvision indlagt, så vi havde let ved at sige ja, fortæller Lions-klubbens præsident Peter Petersen.
 Lions Club Horsens Bygholm er den ene af de to Lions-klubber i byen. Den tjener penge ved aktiviteter som for eksempel en bod på Middelalderfestivalen, banko, salg af julemærker og salg af en billedkalender, som snart er på gaden for andet år i træk.
 Pengene fra aktiviteterne går til en række sociale, humanitære og kulturelle formål.

På billedet ses Abdullah Azimeh (t.v.) og Thaar Al Sardeni med de to nye mountainbikes, flankeret af – fra venstre: Lions-præsident Peter Petersen, medlem af Team Gedved Lars Bohlbro, Team Gedveds formand Jan Kidmose, Lions-medlem Niels Godiksen og Søren Sørensen fra klubbens bestyrelse, og længst t.h. Jesper Søndergaard Juliussen fra Fri Bikeshop, Smedegade i Horsens. Her handler Team Gedved normalt cykler – og her fik teamet og Lions de to Scott-cykler til en fornuftig pris.

smileyGiv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

Ringvej Syd
29. maj 2025