Om et år er der valg til kommuner og regioner. De politiske partier er i fuld gang med at finde kandidater, men let er det ikke. Borger og poli-tiker er kommet for langt fra hinanden. Mange borgere er ”gået hjem”, og mange politikere føler sig anonyme og ensomme.
En af årsagerne til, at det politiske nærdemokrati sygner hen, er de store kommuner og de få politikere. Før kommunalreformen i 1970 var der 1388 sognekommuner og ca. 15.000 folkevalgte sognerådsmed-lemmer. Med kommunalreformen i 1970 blev der 275 primærkommu-ner og ca. 4.000 kommunalpolitikere. Og med den sidste kommunalre-form i 2007 fik vi 98 storkommuner og ca. 2.000 kommunalrådsmed-lemmer. Ikke så sært, at der er blevet langt mellem borger og politiker.
En anden grund til den politiske isolation er medlemsflugten fra de poli-tiske partier. Alt for mange lokale vælgerforeninger og kredsbestyrel-ser er nedlagt og partierne er blevet topstyret.
Men mens det politiske nærdemokrati sygner hen, spirer det folkelige nærdemokrati frem. I næsten alle landsbysamfund er der i dag lokalråd, landsbyråd, beboerforeninger, borgerforeninger, forældrebestyrelser m. v. Disse lokale råd og foreninger står vagt om den lokale debat, medbestemmelsen, frivillighedskulturen og det folkelige fællesskab. Som landsbybeboerne og ildsjælene siger om deres lokalsamfund: ”Her vil vi leve og ikke blot bo”.
Heldigvis er kommunalpolitikerne ved at få øje på de aktive landsby-samfund, og der holdes i dag positive møder mellem kommunalpoliti-kerne og landsbysamfundenes lokalråd om mere vækst og udvikling i landsbysamfundene, f. eks. mere bosætning, flere arbejdspladser i håndværk og småindustri, hurtigt bredbåndsnet, mobildækning osv.
Det folkelige og politiske nærdemokrati har brug for hinanden og er ved at finde sammen. Trives landsbysamfundene, fungerer storkom-munen.
Lokalråd fremmer nærdemokratiet.
