En uge med Spil Dansk



Siden 2002 har Horsens Kommune spillet med, når der hvert år bliver stillet skarpt på dansk musik i uge 44. Fra at være én dag er Spil Dansk blevet til en markering, der breder sig ud over en uge, og det giver mulighed for at endnu flere arrangører og spillesteder kan være med til at bakke op om temaet og skabe synlighed omkring deres arrangement.
 Musikstedet, Musikskolen og Kulturafdelingen udgør den lokale styregruppe, der sørger for at sprede budskabet og inspirere kulturelle aktører rundt i kommunen til at bakke op om initiativet. Musikskolen har i uge 44 blandt andet deres kæmpestore sangdag i Forum Horsens for alle kommunens 4. klasser.
 KulisseLageret byder i år ind med to skarpe bud på Spil Dansk-koncerter. Det sker når den legendariske Tømrerclaus, der i 60’erne og 70’erne var en del af bl.a. Skousen & Ingemann, gæster spillestedet. Han har netop udgivet albummet ”Jaguar”, i samarbejde med Thomas Vilhelm på pladeselskabet Karma Music, som han har haft siden 1976. Det er 29. oktober, at den nu 70-årige rockveteran kommer til byen og spiller dansk.
 Ugen efter, søndag den 6. november, er der noget ganske andet, og ligeså dansk, på programmet, når MC Einar og KunTakt leverer en grænsebrydende musik- og lyrikoplevelse. Her er det modsætninger der mødes, når jazz møder elektronica og rap møder poetry. Teksterne er leveret af hedengangne Rune T. Kidde og Mark Hebsgaard, og bandets rap-jazz-spoken-poetry-album, ”Åben dine øjne”, udkom i foråret.
 Det er kommunens Kulturafdeling, der samler trådene, når skoler, institutioner, kirker, spillesteder, foreninger og virksomheder søsætter Spil Dansk-aktiviteter, og det betyder, at Horsens hvert eneste år har markeret sig som en særligt aktiv kommune, når det gælder om at spille dansk.
 Kulturafdelingen sender derfor allerede nu en opfordring ud til kommunens musik- og kulturliv om at tage initativ til egne Spil Dansk-arrangementer og oprette dem på Spil Dansk-hjemmesiden, så vi endnu engang kan markere Horsens som en kulturkommune. Der er ikke krav om arrangementernes form, at de er offentlige, professionelle eller andet - men musikken skal være dansk komponeret, skrevet eller produceret.
 Pusler man med en god idé, vil man gerne have nogen til at komme og spille, eller savner man et sted at optræde i Spil Dansk-ugen eller en pianist til morgensangen, så kontakt Nicolas Aasberg i Kulturafdelingen på niaa@horsens.dk.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025