
Tidligere var det sådan i Odder, at hvis en virksomhed skulle skifte vinduer i en børnehave, slå græsset på kommunens arealer eller løse andre opgaver, så krævede det ofte, at virksomheden først skulle en tur i banken og betale for en bankgaranti. Men der blæser for tiden nye vinde, og politikerne har nu besluttet at hæve garantistillelsen til en million kroner. Det skal de have stor ros for.
For selv om det langsomt går bedre i Danmark, mærker vi i bygge- og anlægsbranchen stadig efterveerne af finanskrisen, når vi tropper op i banken. Så når byrådet i Odder Kommune hæver kravet for, hvornår der skal en bankgaranti til, vil det føre til, at flere – også små og mellemstore virksomheder - får mulighed for at byde på opgaverne.
Det er erhvervsvenlighed, der kan mærkes, når en kommune hæver garantistillelsen. Det giver både mindre papirarbejde og færre udgifter til administration til virksomheden. Det er med til at gøre det nemmere at drive virksomhed, og det giver samtidig virksomhederne mulighed for at give kommunen en bedre pris på deres opgaver.