
Et helt nyt motionsløb, som er for alle fra hele Danmark, ser nu dagens lys – nemlig Ordblindeløbet, som foregår i Horsens lørdag den 1. oktober 2016.
Bag initiativet i Horsens står Netværkslokomotivet, Ordblindeforeningen, en lang række lokale uddannelsesinstitutioner samt 20 ordblinde-efterskoler fra hele Danmark.
Løbet, der løbes på en rundstrækning på 2,5 kilometer i den indre by, har fem distancer og et helt klart formål.
- Danmarks første ordblindeløb skal selvfølgelig give en masse løbere fra hele landet en fantastisk god oplevelse – men formålet er først og fremmest at samle penge ind til at hjælpe ordblinde børn og unge i familier, hvor det kan være svært at finde de økonomiske ressourcer til de IT-hjælpemidler, som kan være altafgørende for den ordblinde, siger Tine Bruhn Sørensen fra Netværkslokomotivet.
Hun tilføjer, at målet med Ordblindeløbet også er at skabe synlighed om ordblindeugen, fjerne tabuet om ordblindhed samt vise, at man som ordblind kan meget mere end man selv tror.
I forbindelse med by-løbet vil der være en lang række stande på torve og pladser, som blandt andet præsenterer et bredt udbud af elektroniske og digitale hjælpemidler til børn og unge med læse- og stavevanskeligheder – hjælpemidler, der kan give den ordblinde en nemmere og mere overskuelig hverdag.