
Det er godt at regeringen vil udvide motorvejen fra Århus til Skanderborg. Men det er ikke nok.
Det vil skabe en ny flaskehals ved Ejer Bavnehøj og vest om Horsens.
Trængslerne på E 45 er åbenlyse for enhver, og det har store omkostninger for erhvervslivet.
Det koster produktivitet og risikerer at bremse mulighederne for en positiv erhvervsudvikling i Østjylland. Udvidelsen af E 45 skal besluttes nu og den fulde udvidelse skal gennemføres i en sammenhængende proces ned til den udvidelse, som er gennemført til nord for Vejle.
Det er nødvendigt at få dette arbejde sat i gang hurtigt.
Indtil det sker, kan man allerede nu afhjælpe problemerne på E 45 ved at forlænge og udvide til- og frakørselsramperne. Det vil alligevel skulle ske i forbindelse med udvidelsen af motorvejen.
En forlængelse af ramperne og inddragelse af nødsporet kan medvirke til, at der ikke bliver kødannelser ud på motorvejen, som danner trafikpropper.
To spor på rampen giver mulighed for både højre og venstre svingning fra rampen og dermed en hurtigere trafikafvikling.
Det er et løsningsorienteret forslag, for at få gjort noget ved de store og stigende trafikproblemer på E 45.
Regeringens ministre må nu prioritere denne opgave. Den skal løses før eller siden alligevel. Lad os tage fat nu, så vi undgår at tabe mulighederne for vækst og jobskabelse i hele Østjylland.