Der øves koncentreret i Egebjerghallen i disse dage. På tirsdag, den 19. januar kl. 17 opføres Egebjergskolens nye musical ”Cool Kids”, og det kræver intensiv træning frem mod forestillingen.
Musicalen bliver fremført af et valghold på 80 elever fra 6.-9. klasse, heraf 35 skuespillere, 20 dansere, 8 musikere og 17 teknikere.
Handlingen foregår i et skolemiljø, hvor 4 grupper af elever er de populære børn (Cool Kids). Det er gothpigerne Mefisto, chearleaderne Fantasia, videnskabsholdet Intelligensia og bandet Springsteeners.
- Vi følger 4 elever, hvis eneste drøm er at være en del af disse fællesskaber, at være cool med de coole. Men hierarkiet er stærkt, og der er ikke umiddelbart plads til nye. Dette tvinger de 4 til at gå nye veje, fortæller Marianne Thomsen, der er instruktør på musicalen.
Parallelt kører der en historie om et englekontor i den 3. himmel, som er lukningstruet pga. besparelser. Kontoret, som arbejder med teenagere, der har problemer, får en engelelev, der får til opgave at hjælpe de 4 elever, der gerne vil ind i fællesskaberne. Mon det lykkes for engeleleven at gøre sig fortjent til sine vinger?
Musikken er i år blandet pop og rock med sange fra bl.a. Carol King, Tina Turner, Pink og Katy Perry.
Alle er velkomne i Egebjerghallen tirsdag den 19. januar kl. 17.00. Entréen er 20 kr.
Billederne er fra prøverne fredag formiddag, hvor der blev øvet i hallen hele dagen. Eleverne skal have de sidste detaljer på plads på mandag, hvor der igen øves i hallen.
Klik her og bliv ven med Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook!