Rå rap på Lundskolen



Eleverne i 7. A. på Lundskolen knokler for øjeblikket med at få tekst og rytme sat på en rap, der emmer af krimi. Det gør de med hjælp fra det lokale rapband Højt Plan.
 Eleverne skal opføre rappen på Skolernes Krimimesse den 20. april, og derfor sidder nerverne lige nu lidt uden på tøjet.
 De sidste dage, hvor elever og band øver sammen, er onsdag den 13. og tirsdag den 19. april på Lundskolen.
 For Matias Justesen er det en lidt grænseoverskridende ting at skulle stå på scenen og rappe, men han tror på, at han kan overvinde sig selv.
 Og sådan skal det være, mener Mikkel Hansen, tredje mand i bandet, der også består af rapperne Christian Bersang og André Saptefrati.
 - Det er selvfølgelig en stor mundfuld for eleverne selv at skulle stå på scenen og rappe, men når først de er sprunget ud i det, vil de opleve, at det er en fed fornemmelse. Og vi skal selvfølgelig nok stå klar med back up, fortæller Mikkel Hansen.
 Han tilføjer, at det er første gang, bandet på denne måde arbejder med en klasse.
 - Det er skide skægt og anderledes. Vi leverer beatet, og så er det op til eleverne at producere en tekst.
 At 7. klassen på Lundskolen arbejder med rap i forbindelse med krimimessen, skyldes for en stor del deres lærer Johanne Knudsen:
 - Jeg har ikke selv det store kendskab til rap, men er fascineret af kunsten at forene rytme med lyrik. Rap udfordrer eleverne, fordi det er en anderledes måde at arbejde med genrer på, og med ord som ghetto, graffiti m.v. i baghovedet er det oplagt at mixe det med krimi. Jeg forventer, at eleverne får et indgående kendskab til denne genre. Indtil videre har de vist et stort engagement, så jeg har al mulig grund til at glæde mig til resultatet.
 Skolernes Krimimesse finder sted på Fængslet i Horsens.

Messen samler 650 7. klasses elever fra alle kommunens skoler. Formålet er blandt andet at udvikle motivation og læringsparathed samt faglige og kreative kompetencer. På messedagen skal eleverne selv lave indslag på scenen, deltage i workshops m.m.

winkGiv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!
 

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025