Østbirk IF’s serie 2 herrer jagtede både de første point på udebane og vigtige point til samlingen om at komme på den rigtige side af nedrykningsstregen i lørdagens kamp mod JAI, Aarhus.
Østbirk spillede ikke en god kamp, alligevel blev det indledningsvis et jævnbyrdigt opgør. Kampens første store chance tilfaldt gæsterne fra Østbirk efter 13 minutter, da Nicolai Holst fandt Peter Weis ved forreste stolpe, men Peters afslutning bragede over JAI-målet.
En fejlaflevering midt på banen efter 17 minutter sendte istedet hjemmeholdet i en 2 mod 1 situation, og det udnyttede de grønblusede værter sikkert.
Østbirk lavede i det hele taget for mange dyre fejl - det var forskellen på de 2 hold denne lørdag. Efter 36 minutter blev det 2-0 på en flad afslutning, hvilket var halvlegsstillingen.
Østbirk forsøgte at komme tilbage i opgøret i 2. halvleg, og selvom det blev 3-0 på et flot hovedstød efter små 20 minutter, dominerede Østbirk pludselig.
Der var flere gode forsøg fra de rødblusede gæster indenfor få minutter, inden Jakob Stougaard skråt bagud fandt Mathias Stougaard, som sikkert reducerede til 3-1.
Det blev dog ikke til mere for Østbirk. Optimismen sluttede da man stod og kiggede fodbold, mens hjemmeholdet scorede ganske let til 4-1, og så var der ikke mere at spille om i Aarhus.
Østbirk kan nu se frem til 2 hjemmekampe i træk mod Aarhus Fremad og Odder. Kravet er 6 point, hvis Østbirk IF skal spille serie 2 i forårssæsonen.