
Enhver fest i kirken skal gerne for alle være en fest og ikke en økonomisk belastning. Så hjælp mig, at hjælpe andre, siger sognepræst i Østbirk-Yding Lone Buhl Pedersen.
- De fleste af os her i Østbirk og omegne - vi har det vel nok økonomisk godt. Og alle kan vi vel være enige om, at genbrug er godt!
- Vores børn har en fin dåbskjole på, når de døbes. Vores pige, der skal konfirmeres en yndig hvid kjole på. Vores drenge, der skal konfirmeres har måske skjorte på og ovenpå en habitjakke.
- Mad har vi også på bordet – så vores unge mennesker vokser, og så hænger den fine dåbskjole, den hvide konfirmandkjole, den flotte hvide skjorte, den mørke habitjakke – ja efterhånden hænger disse smukke ting inderst i skabet og samler støv. Hænger her til ingen nytte – men tænk sig – måske kunne andre få glæde af disse ting.
- I er alle så velkomne til at aflevere Konfirmandkjoler, habitjakker mv. i Præstegården i Østbirk. Så vil jeg sørge for – på anonym vis - at kommende konfirmander, kvit og frit kan få glæde heraf.
- Dåbskjoler, er der nogen der ligger inde med nogle – så tager jeg også imod dem med ”kyshånd”. Hvis jeg er så heldig, at jeg modtager nogle dåbskjoler, så vil jeg for eftertiden tilbyde, at folk til deres dåb kan låne kvit og frit en dåbskjole her i Præstegården. Man kan jo altid selv evt. binde et lille bånd om maven.
Menighedsrådet vil så stå for evt. rensning af disse kjoler.