Der blev uddelt knus og ønsket held og lykke til den helt store guldmedalje lørdag på Smedegade 1A i Østbirk.
Anledningen var naturligvis at Linda Holst åbnede sin forretning ”Linda’s Drøm” for nysgerrige blikke, og dem var der mange af.
”Hvor er det dejligt at vi igen har en blomsterforretning”, ”Det er sejt gået”, ”Hvor er det blevet godt” - de rosende superlativer flød Østbirks nye forretningsindehaver i møde, mens der blev nydt et glas og lidt mundgodt og studeret specialiteter på hylderne.
Det aflange og lyse forretningslokale er indrettet med blomster, gaveidéer til værten og værtinden, vin, øl, chokolade og nipsting, og også udenfor åbningtiden kan man lade sig inspirere igennem de nyetablerede butiksvinduer fra Smedegade.
- Lokalet passer godt i størrelsen, det er meningen at Linda skal kunne passe forretningen selv, siger Johnny Holst, der ikke alene har været primus motor for indretningen af lokalet, men også er gift med Østbirks nye blomsterpige.
I dagens anledning var Johnny tildelt rollen som udskænker, suppleret af døtrene. Dagens midtpunkt var travlt optaget i køen, hvor der både skulle ekspederes, hilses på og tages imod gaver.
- Selvfølgelig drillede betalingssystemet lige op til åbningen, sagde Linda med et smil som indikerede at problemet blev løst i tide, og at det var flittigt i brug allerede her på førstedagen.
Linda Holst har erfaring fra mere end 10 år i blomsterbranchen, først hos Østbirk Blomster og sidenhen hos Drømmespiren i Brædstrup og Østbirk. Man fornemmede også tydeligt at de fleste havde handlet med Linda før. For mange var dagen derfor også et glædeligt gensyn.
Linda’s Drøm er åben tirsdag, onsdag og torsdag fra 10.00-17.00. Fredag fra 10.17.30 og lørdag fra 9.00 til 13.00.
Giv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!