
Kasper Ballegaard var forrygende i Østbirks mål
En stærk anden halvleg er medvirkende til at Østbirks Jyllandsserieherrer er tæt på at være i sikkerhed.
Der var dømt vigtigt bundopgør i Jyllandsserien for herrer søndag eftermiddag. Østbirk gæstede Firehøje som lå nr. sidst, men kun 1 point efter de grønne. Derfor var kampen af stor betydning for, hvem der skulle trække det korteste strå i forhold til nedrykningen.
En kamp begge hold vidste betydningen af på forhånd, og at dagens vinder ville stå stærkt i forhold til en ny sæson i Jyllandsserien.
Nu har begge hold mødt hinanden 3 gange tidligere i sæsonen, og alle opgør har været målfattige opgør, dog med 2 sejre til de grønne.
Kampen fik ikke den bedste start for Østbirk. Man var bagefter det meste og Firehøje havde taktstokken, og styrede begivenhederne i første halvleg. Der blev i de første 15 minutter spillet for meget individuelt, og det var for nemt for hjemmeholdet at læse. Dette gjorde at Firehøje var i front, og det meste af halvlegen med 3 – 5 mål. På et tidspunkt førte hjemmeholdet med 14-9. Men Østbirk fik sluttet halvlegen fint af, og selvom der blev brændt fine chancer, gik man til pausen kun bagud med 15-12.
- Vi vidste at vi i de tidligere kampe har været bagud under kampen, men blot skulle holde tempoet oppe, så ville Firehøje køre trætte, siger træner Jesper Petersen.
Østbirk startede anden halvleg som de sluttede, spillede sig til fine chancer, men alt blev brændt på det skammeligste, og Firehøje holdt deres 3 måls føring de første 10 minutter af anden halvleg. Østbirk var allerede fremme i 1 mandsopdækning, men gik over til at tage 2 mand væk. Dette gjorde, at forsvaret fik fat, og med en fremragende spillende Kasper Ballegaard på mål, kom de grønne tættere og tættere på. Med knap 11 minutter igen, kom Østbirk i front for første gang med 21-22.
Nu var forsvaret kilet sammen, og Kasper Ballegaard stod helt forrygende, og pillede al glans af værterne.
Men med 6 minutter retur, skulle Østbirk igen stilles på en prøve. Foran med 21-24, så det fint ud, men holdet blev ramt at 2 udvisninger, så man skulle igennem 2 minutter med 2 mand i undertal. Det var samtidig hjemmeholdets sidste chance for at komme tilbage. Firehøje gik højt op og mandsopdækkede 2 mand, men en kraftpræstation af en på dagen meget velspillende Nikolaj Holst afgjorde kampen med en flot scoring. En kamp hvor Nikolaj Holst gang på gang drev gæk med hjemmeholdets spillere, når det så mest sort ud for Østbirk.
Østbirk kom igennem, og fik en virkelig flot sejr med hjem.
- Stor ros til hele holdet for at stå sammen og kæmpe til det sidste, også selvom man i knap 50 minutter var bagud, siger Østbirktræner Jesper Petersen.
Nu mangler Østbirk 2 point for at være matematisk sikker på overlevelse, og holdet spiller hjemme på søndag kl. 15.15 mod det suveræne tophold Stilling/Hørning kl. 15.15.
- Så mød op og hjælp drengene til endnu en sejr, opfordrer træneren.
Kampens spiller blev Kasper Ballegaard, som virkelig lukkede af da kampen skulle afgøres.
Målscorere for Østbirk: Nikolaj Holst 9, Niels Thomsen 5, Mathias Jørgensen 5, Nikolaj Langballe 3, Nikolaj Hansen 3, Mathias ”Hjernø” Jensen 2 og Simon ”håndled” Sørensen 1.
Giv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!