Østbirk vandt lokalopgøret mod Søvind i overtiden



Lørdag eftermiddag blev der fløjtet op til lokalopgør mellem Østbirk IF og Søvind GIF på Østbirk Stadion. Et prestigefyldt opgør, som ikke ”bare” gælder 3 point.
 Det pæne spil kunne tilskuerne dog kigge langt efter i første halvleg. Høje ballonbolde, fight og tilfældige afleveringer prægede kvaliteten fra begge mandskaber. Østbirk var nærgående på et par hjørnespark i indledningen, mere blev det ikke rigtigt til før efter en halv times spil, da Søvinds Frederik Buhl på et drømmehug af en helflugter hamrede bolden på overliggeren uden Kasper Ballegaard i Østbirkmålet så meget som nåede at blinke. 5 minutter forinden havde Søvinds Benny Emdal forladt arenaen med en fiberskade. Søvind sluttede halvlegen bedst, men Andreas Andersen helkiksede på endnu en helflugter, perfekt serveret af Mads Zabo, og så kunne holdene gå til pause uden mål på tavlen.
 I anden halveg kom hjemmeholdet bedst ud af starthullerne, men det blev ikke til store chancer i nogle af enderne. Søvind fik en spiller i straffeboksen med en god halv time tilbage, og kort tid efter følte udeholdet sig snydt for et straffespark, da en afslutning blev sendt direkte på hånden af en Østbirkspiller. Minuttet efter tog indskiftede Niclas Gam Sørensen sagen i egen fod for Østbirk. Driblede på tværs på kanten af målfeltet, forbi 3 rødblusede spillere for at placere bolden modsat løberetningen, diagonalt og fladt ude ved stolpen, et flot føringsmål til de grønblusede.
 Østbirk så nu ud til at have styr på begivenhederne, men Frederik Buhl satte balance i regnskabet 7 minutter før slutfløjtet. Frederik firsttimede fladt et indlæg i netmaskerne i medløb, en svær detalje udført med elegance, og så lignede opgøret en remis.
 Kort efter blev Nicolai Holst præsenteret for et gult kort. I situationen vristede Østbirkangriberen sig fri, og havde frit løb mod mål, og den kontroversielle kendelse satte for alvor gang i begivenhederne. Søvind lugtede i overtal nu sejren, Østbirk gik dog stadig efter samme. Niclas Gam Sørensen tilkæmpede sig i 4. minuts overtid et frispark midt på Søvinds banehalvdel. På kampens sidste åndedræt sendte Neno Petkovic bolden millimeterpræcist i pandebrasken på Stefan Nielsen, som headede Østbirksejren i hus, tæt under mål oppe i nærmeste målhjørne.
 Og så nåede Søvind nærmest kun lige at sætte bolden i spil igen og få et gult kort, inden slutfløjtet rungede på Stadion.

winkGiv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025