
Foto: Lars Reese Photography.
- Jeg har lært meget om den danske arbejdskultur på bare otte uger – og den er meget forskellig fra den polske.
Det siger 23-årige Marta Jackowska, som siden nytår har været i praktik som kommunikations- og HR-medarbejder hos Horsens Vand A/S på Alrøvej. Her har hun hjulpet med bl.a. opdatering af hjemmeside og grafiske opgaver som f.eks. brochurer og kampagnemateriale, og ud over den praktiske erfaring og et større netværk har hun fået et dybere indblik i kulturen og miljøet på danske arbejdspladser. Og hun synes godt om oplevelsen:
- Folk er effektive, men man kan sagtens passe sit arbejde og være pligtopfyldende og have det godt med hinanden samtidig. Det har været dejligt at opleve og det er en stor forskel fra de fleste arbejdspladser i Polen, siger Marta Jackowska, der dermed fik bekræftet sit indtryk fra en tidligere praktikperiode hos HAI Horsens.
Hun har en baggrund som marketing manager fra VIA University College og senest en bachelor i Economics and Business Administration fra Aarhus Universitet. Næste skridt er formentlig en master, og hun regner med at blive i Danmark en rum tid endnu. Også derfor var hun glad for praktikken ved Horsens Vand A/S:
- Forhåbentlig kan det være med til at åbne nogle døre. Jeg har da allerede været til flere jobsamtaler, men desværre uden at komme det allersidste skridt, siger hun, der nu skal ud og søge job igen.
På forhånd havde hun undersøgt og udvalgt Horsens Vand A/S som en spændende arbejdsplads – og hun blev ikke skuffet:
- Jeg ville gerne være et sted med mange medarbejdere og en større organisation. Samtidig måtte arbejdspladsen gerne skille sig lidt ud fra mængden - og det gør vandforsyning og håndtering af spildevand absolut. De fleste tænker nok ikke over det i hverdagen, men det er jo et meget vigtigt element i at holde samfundet kørende, siger Marta Jackowska.
For Horsens Vand A/S har det haft en stor værdi at investere tid og energi i en virksomhedspraktikant, siger kundechef Anne Ellegaard.
- For os er det vigtigt at tage et medansvar for livet og udviklingen i vores lokalområde. Det gør vi bl.a. ved at åbne dørene for praktikophold; både fra folkeskolerne og for unge, der er i gang med eller har færdiggjort en uddannelse. Hvem ved – måske bliver de til vores medarbejdere i fremtiden. Vi kan jo se, at flere og flere af de udenlandske studerende bl.a. i Horsens vælger at blive i Danmark for at bruge deres uddannelse. Samtidig kommer praktikanterne med et friskt pust udefra, som er med til at skærpe os i hverdagen, siger kundechefen.
Det gælder ikke mindst i Martas tilfælde, understreger hun.
- Allerede gennem hendes ansøgning kunne vi mærke, at hun var én, der kunne gøre en forskel – og det har hun levet op til. Hun har nogle kompetencer, vi ikke selv havde i forvejen, så vi har bestemt også lært en masse af hende. Desuden har hun fra første dag budt ind på de opgaver, som ellers bare lå og ventede, så hun har virkelig også været en hjælp og en aflastning, siger Anne Ellegaard.
Horsens Vand beskæftiger ca. 80 medarbejdere og omsætter for ca. 180 mill. kr. om året.