
Måske kommer eleverne ikke til helt konkret at malke en ko, men de kommer til at lave en masse praktiske og uddannelsesrettede aktiviteter, når de lægger vejen forbi Bygholm Landbrugsskole eller en anden erhvervsuddannelse én af dagene i uge 40.
Her arrangerer erhvervsuddannelserne i samarbejde med Horsens og Hedensted kommuner et særligt skillsforløb med introduktion til erhvervsuddannelserne for alle elever på 8. klassetrin.
Formålet er at gøre eleverne hooked på at tage en erhvervsuddannelse.
Hvis det ikke lige er køerne, der trækker, kan eleverne komme på Social-og Sundhedsskolen eller Learnmark Tech og Learnmark Business.
Som led i Skillsdagene skal eleverne holdvis deltage i Skills Stafetten, der kan bringe dem videre til regionalmesterskabet på Learnmark Tech på Vejlevej og – hvis de er rigtig dygtige - til DM i Skills i Ålborg i januar 2017.
Ved at lade eleverne snuse til miljøet på erhvervsuddannelserne får de forhåbentlig et godt indblik i, hvilken uddannelse det kan være realistisk for dem at tage, fortæller Birgitte Salling, der er chef for Ungeenheden i Horsens Kommune.
- I dag får eleverne kollektiv rådgivning om uddannelsesvalg. Introduktionsforløbene til erhvervsuddannelserne får derfor en særlig betydning, fordi de kan ruste dem yderligere til - både teoretisk og praktisk - at vælge den rigtige uddannelse og vel at mærke første gang, siger hun.
Ca. 1000 8. klasses elever fra Horsens og Hedensted kommuner deltager i Skillsdagene og Skills-Stafetten.
Skills er arrangeret i et samarbejde mellem UU Horsens, UU Hedensted, Bygholm Landbrugsskole, Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens samt de tekniske og merkantile erhvervsuddannelser på Learnmark Horsens.