
Arkivfoto
I sidste uge fik en række danskere brev om, hvor meget de vil blive trukket i deres offentlige ydelser hver måned med det nye kontanthjælpsloft. Samtidig har 243 borgere i Horsens fået et varslingsbrev fra Jobcentret om, at de risikerer at blive sat ned i deres ydelse pga. 225-timers reglen.
Vejen til at hjælpe de berørte borgere er ifølge borgmester i Horsens, Peter Sørensen, at de kommer i job – også selvom det kun er få timer om ugen. Samtidig opfordrer han virksomhederne til at gribe muligheden for at ansætte en ledig i et småjob.
- De mennesker, som bliver berørt af kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen, har brug for at få foden inden for på arbejdsmarkedet. Bare få timers arbejde kan hjælpe dem, fx i en kortvarig ansættelse eller i et job med færre timer om ugen. Selvfølgelig er mit ønske altid, at de kommer i fast arbejde, men jeg tror, at den her form for småjobs er en rigtig effektiv indgang til et fast job, siger Peter Sørensen.
Åben rådgivning med jobfokus
I Jobcenter Horsens er en åben rådgivning for de berørte borgere startet op i august. Hver onsdag fra 10 til 12 kan man dukke op i Jobcentret til en rådgivning, hvor fokus er på den hurtigste vej til beskæftigelse, herunder igennem småjobs.
Samtidig arbejder Jobcentret aktivt med at opsøge småjobs i virksomhederne til kontanthjælpsmodtagere, og med at klæde de ledige på til selv at finde dag-til-dag jobs eller ansættelser af kortere varighed. Der er positive erfaringer med arbejdet, og for flere kontanthjælpsmodtagere har det også været springbrættet til et fast arbejde.
En gevinst for virksomheden
Siden 1. januar 2015 er 82 forskellige småjobs blevet oprettet til aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, og 95 % af dem er blevet besat.
Erfaringerne fra Jobcentret viser, at virksomhederne ofte har brug for kortvarige ansættelser til fx oprydning, malearbejde, vedligehold af grønne arealer osv. Fordelene for virksomhederne er, at de får hurtig rekruttering af arbejdskraft, og at arbejdskraften er fleksibel og kan tilpasses virksomhedens behov nu og her.
Borgmester Peter Sørensen understreger de muligheder, der ligger for virksomhederne i at skabe småjobs.
- Ved at ansætte ledige i småjobs kan virksomhederne få løst nogle af de opgaver, som ikke bliver løst i dag. Samtidig får virksomheden fordelen af at lære et menneske at kende, som nemt kan træde ind i den næste jobåbning. Jeg kan kun opfordre virksomhederne til at tænke kreativt og udnytte den efterspørgsel efter arbejde, som jeg tror, vi vil opleve på grund af de nye regler, siger borgmester Peter Sørensen.