Regeringen er klar med ekstra frihed til kommunerne



En række forsøg i Frikommuneforsøg I har fungeret så godt, at regeringen nu vil udbrede dem helt eller delvist, så de gode erfaringer kan komme borgere og kommuner i hele landet til gavn. Det viser regeringens samlede opfølgning på Frikommuneforsøg I, der løb fra 2012-2015.
Regeringen vil bl.a. give kommunerne mulighed for at tilbyde mere målrettede udskolingsforløb i folkeskolen i samarbejde med erhvervsskoler, få en enklere sagsbehandling på plan- og miljøområdet og enklere samtykkeregler for børns besøg hos skolesundhedsplejen og skoletandplejen.
Social- og indenrigsminister Karen Ellemann siger:
”Jeg er meget tilfreds med, at frikommuneforsøget har skabt grundlag for at afprøve gode idéer og udvikle enklere arbejdsgange, som vi nu kan udbrede til alle kommuner. Det bekræfter mig i, at vi skal fortsætte med at sætte frikommuneforsøg i verden, der kan fungere som isbrydere for de gode idéer til bedre og enklere løsninger i kommunerne. Nu ligger bolden på regeringens banehalvdel. Vi bestræber os på at være klar med de generelle regelændringer inden juli 2017, hvis Folketinget vil spille med”.
Regeringen vil desuden undersøge en række andre forsøg nærmere for at se, hvordan gode erfaringer kan bruges fremover. Fx vil frikommunernes erfaringer på beskæftigelsesområdet blive båret ind i arbejdet med revision af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. For enkelte frikommuneforsøg lægger regeringen op til at forlænge forsøgsperioden for at få bedre viden om, hvordan de virker. Det gælder blandt andet for Odsherred Kommunes forsøg med at drive en 10. klasse i gymnasieregi og for Gentofte Kommunes forsøg med at slå skoledistrikterne sammen til ét.
Frikommuneforsøgene har længe udgjort en idé- og vidensbank, der har kvalificeret nye udspil, og vil også fortsat inspirere til det løbende reformarbejde.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!
 

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025