
Kulturafdelingen og CityHorsens præsenterer en begivenhedsrig julemåned i Horsens med Julemand, juletog, JuleKube, skøjtebane og karrusel på programmet. Bytorv Horsens, byens museer, spillesteder og kirker byder også ind med en masse interessante juleaktiviteter. Der er kort sagt ingen undskyldning for ikke at få en begivenhedsrig julemåned.
Der er både musik, kreative aktiviteter og masser af julehygge at glæde sig til. Årets JuleKube er skabt af den lokale iværksætter og kreative ildsjæl Lisbeth Ivanhoe. JuleKuben er indrettet som en eventyrlig julemandstue, der både kan iagttages udefra, men også åbner op for besøg i løbet af december. Her kan man lave sine egne julegaver i det kreative juleværksted og nogle dage møde selveste julemanden!
Julelegenden i Vor Frelsers kirke er et besøg værd. Sidste år kunne den enestående miniaturemodel af juleevangeliet opleves i Bytorv Horsens på grund af ombygningen i Vor Frelsers Kirke. I år er Julelegenden så tilbage i kirken, hvor store som små bydes indenfor.
Fra 1. december er der julemusik i lydgyngerne på Torvet, og skøjtebanen ved Rådhuset åbner med festlig musik og skøjte boogie-woogie fredag den 25. november.
Giv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!