
Fragment af stentøjskande fra Torvet i Horsens. Kanden er kommet til Horsens i 1400-tallet fra Siegburg ved Rhinen og vidner om netværk og handel.
Horsens Museum byder på fire Historiske Tirsdage med byrundvisninger i foråret 2016.
- Vi sætter fokus på netværk og handel under overskriften Skibet er ladet med, siger Museumsinspektør Lars Pagh.
Første gang er tirsdag den 5. april kl. 16, hvor der sættes fokus på Horsens’ rolle som middelalderlig købstad. At være købstad i middelalderen betød, at man var kongeligt privilegeret handelsby. Her indenfor byens volde mødtes byens købmænd, oplandets bønder og tilrejsende handelsfolk og udvekslede varer. Købstaden var centrum i et lokalt netværk, der havde kontakter ud til især vesteuropa, hansestæderne og de nordiske lande. På torvet var der gang i handelslivet, og på havnen var der hektisk aktivitet, når skibe fra nær og fjern skulle læsse og losse.
Middelalderarkæolog Lars Pagh viser rundt. Mødestedet er ved Vandskulpturen på Torvet i Horsens kl. 16. Turen er gratis, varer 1 time og kræver ikke tilmelding.